Din sag om ydelser til enlige

Udbetaling Danmark træffer afgørelser om ydelser til enlige efter børnetilskudsloven, boligstøtteloven og pensionsloven. Ankestyrelsen behandler klager over afgørelser om ydelser til enlige.

Har du en sag?

Har du modtaget en afgørelse om ydelser til enlige efter børnetilskudsloven, pensionsloven eller lov om individuel boligstøtte, som du ikke er enig i, kan du klage til Ankestyrelsen.

En klage til Ankestyrelsen over en afgørelse har som udgangspunkt ikke opsættende virkning. Det betyder at afgørelsen fra Udbetaling Danmark gælder indtil vi har truffet afgørelse.

Hvis du klager over en afgørelse om tilbagebetaling af boligstøtte efter boligstøttelovens § 47 har klagen dog opsættende virkning, og boligstøtten skal ikke tilbagebetales, før Ankestyrelsen træffe en afgørelse.

Det er gratis at klage til os.

Hvad har Ankestyrelsen kompetence til?

Ankestyrelsen kan alene behandle klager over afgørelser efter boligstøtteloven, børnetilskudsloven eller pensionsloven. Vi kan ikke behandle klager over sagsbehandlingen under sagens behandling i Udbetaling Danmark eller efter, der er truffet afgørelse i Udbetaling Danmark.

Hvordan klager jeg?

Du skal sende din klage til Udbetaling Danmark. De vil nu vurdere din sag igen.

Læs mere om klagevejledning og tidsfrister.

Hvis Udbetaling Danmark fastholder sin afgørelse sender de sagen videre til Ankestyrelsen sammen med alle sagens akter senest fire uger efter, at de har modtaget din klage.

Det skal du sende

Der er ingen særlige krav til selve udformningen, længde mv. af din klage. Der er ingen krav om, at du skal begrunde din klage, men det er en god idé, at du fortæller, hvad du er utilfreds med.

En klage skal dog meget gerne indeholde:

  • Dit navn, 
  • Adresse, tlf. nr. og mailadresse 
  • Dit CPR nr. 
  • Gerne sagsnummeret på den sag, der nu er afgjort, og som du vil klage over

Du er velkommen til at sende kopier af relevant materiale, du selv har om sagen, men du får ikke disse kopier tilbage, når vi har behandlet din klagesag.

Fuldmagter

Efter forvaltningslovens § 8, stk. 1, kan du som part i en sag på et hvilket som helst tidspunkt under sagens behandling vælge at give fuldmagt til, at andre hjælper dig under sagens behandling i Ankestyrelsen.

Det betyder, at hvis du har en person - for eksempel fra et fagforbund eller en privat støtteperson - som skal hjælpe dig i din sag, er det nødvendigt, at du giver en skriftlig fuldmagt til denne person.

Hvis du har en advokat til at hjælpe dig i din sag, er det ikke nødvendigt med en fuldmagt.

Sådan forløber din sag

Når Ankestyrelsen har modtaget din klage, sender vi dig et brev med en bekræftelse på, at vi har modtaget klagen og det tilknyttede materiale/akter.

I brevet står der, hvilket journalnummer din sag har fået i Ankestyrelsen. Dette nummer skal du henvise til, hvis du kontakter os.

Hvis du ønsker at bidrage med flere oplysninger til din sag, skal du som regel sende dem til os inden for 14 dage efter, at du har fået vores bekræftelsesbrev.

Sammen med din klage får vi normalt alle papirer i sagen fra Udbetaling Danmark. Mangler der yderligere oplysninger, fremskaffer vi dem så vidt muligt, så vi har det bedst mulige grundlag at behandle sagen på.

Hvis vi indhenter nye oplysninger af væsentlig betydning for din sag, sender vi dig en kopi, så du har mulighed for at komme med bemærkninger til de nye oplysninger.

Herefter læser din sagsbehandler alt igennem og overvejer Ankestyrelsens holdning til sagen og klagen.

Til sidst udarbejder din sagsbehandler en afgørelse, som sendes til sagens parter.

I nogle tilfælde vurderer vi, at sagen skal behandles med beskikkede medlemmer på et møde. Sagen kan også behandles på et møde som en sag af generel eller principiel betydning. I begge tilfælde udarbejder din sagsbehandler et mødeoplæg, hvori alle relevante oplysninger er inddraget.

Mødeoplægget danner grundlag for den konkrete behandling af din klage. Selve afgørelsen i din sag bliver truffet på et ankemøde, der afholdes her i Ankestyrelsen.

Læs om ankemøder.

Efter afgørelsen

En afgørelse fra Ankestyrelsen vil almindeligvis indeholde en af tre muligheder:

  • Vi er enige i den afgørelse, der er klaget over
  • Vi er helt eller delvist uenig i den afgørelse, der er klaget over, og ændrer derfor afgørelsen 
  • Vi sender sagen tilbage til den myndighed, hvis afgørelse der er klaget over, f.eks. fordi der mangler oplysninger. Dette kaldes at hjemvise en sag 

Du skal være opmærksom på, at vi både kan ændre en afgørelse til fordel og til skade for dig.

Ankestyrelsen er sidste administrative klageinstans. Hvis du ikke er enig i afgørelsen kan du gå videre til domstolene eller ombudsmanden.

Sidst opdateret 04.06.2014