Artikel: Kommunen kan hjælpe med udgifterne til at begrave en nærtstående
Af fagchef Frede Mathias Fisker
Ankestyrelsen har i en principafgørelse slået fast, at udgifterne til at begrave en nærtstående kan være rimeligt begrundede enkeltudgifter. Det står i § 81 i lov om aktiv socialpolitik (aktivloven).
Principafgørelsen bygger på en sag, hvor en kontanthjælpsmodtager søgte om hjælp til at betale udgifterne til at begrave sin mor.
Fire betingelser skal være opfyldt, for at kommunen kan hjælpe:
1. Ansøgeren skal tilhøre personkredsen
Den person, der søger hjælp, skal være omfattet af personkredsen, der kan få hjælp til enkeltudgifter efter § 81. Det vil sige, at personen skal have været udsat for ændringer i sine forhold - en såkaldt social begivenhed.
En social begivenhed består som oftest i, at personen har mistet sin løn på grund af sygdom eller arbejdsløshed. Det er dog ikke udelukket, at en nærtståendes død i sig selv kan være udtryk for en social begivenhed.
I den konkrete sag var det en kontanthjælpsmodtager, der søgte om hjælp. Derfor var der ikke tvivl om, at betingelsen om at tilhøre personkredsen var opfyldt.
2. Ansøgeren skal være den afdødes nærmeste pårørende
Det er en forudsætning for hjælp, at ansøgeren er nærmeste pårørende til den afdøde. Det slår Ankestyrelsen fast i principafgørelsen.
Nærmeste pårørende er i denne sammenhæng først og fremmest en ægtefælle, registreret partner eller samlever til afdøde. Hvis afdøde ikke efterlod sig en sådan, er afdødes børn eller barn nærmeste pårørende.
I sagen fra principafgørelsen var afdøde alene, og ansøgeren var hendes eneste barn. Derfor blev han anset for at være nærmeste pårørende.
Ankestyrelsen har ikke taget stilling til, om et enkelt af flere børn kan anses for at være nærmeste pårørende og dermed vil kunne få hjælp til udgiften til begravelse, hvis vedkommende selv, men ikke de andre børn, i øvrigt opfylder betingelserne.
I vores principafgørelse 150-12 - som vi nu har ophævet – er begrebet nærmeste pårørende tilsyneladende blevet opfattet, så det kun var en ægtefælle eller samlever til afdøde, der kunne være berettiget til hjælp til begravelse. Men den opfattelse gør den nye afgørelse op med.
3. Udgiften skal være rimelig
Det er generelt sådan, at hvis man skal have hjælp efter aktivlovens § 81, skal udgifterne betragtes som rimelige. Det betyder blandt andet, at kommunen ikke hjælper med luksusprægede udgifter.
I den konkrete sag vurderede vi, at alle de udgifter, der var søgt om hjælp til, var rimelige i lovens forstand. Der var altså ikke tale om luksusprægede udgifter, men kun om udgifter, som hører med til en ganske almindelig begravelse. Udgifterne – blandt andet til rustvogn, kapel og organist - er nærmere beskrevet i principafgørelsen.
Kommunen skal bede begravelsesmyndigheden om at foretage begravelsen, hvis ikke andre gør. Det fremgår af § 5 i lov om begravelse og ligbrænding. Men betyder det generelt, at det i aktivlovens forstand ikke er rimeligt at påtage sig udgifter til en begravelse?
Ankestyrelsen nåede frem til, at det ikke er tilfældet. Vi lagde her vægt på, at § 5 i begravelsesloven må være ment som sidste udvej. Den absolutte hovedregel må være, at afdødes nærmeste beder om at få afdøde begravet, og dermed også betaler for begravelsen. Vi lagde også vægt på, at hvis begravelsesmyndigheden skal sørge for begravelsen, så bliver de pårørende frataget enhver form for indflydelse på begravelsen valg af gravsted mv.
Ubemidlede skal altid kunne få et gravsted uden at betale for det. Det står i § 16 i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde. Men betyder det, at der ikke kan kræves betaling for en begravelse, hvis afdøde var ubemidlet, selv om de efterladte anmoder om en begravelse og derved påtager sig udgifterne?
I det konkrete tilfælde bestod boet efter afdøde i aktiver til en samlet værdi af 1.938 kroner. Udgiften til gravsted i askefællesgrav var 2.074 kroner. Så isoleret set havde afdøde næsten midler til eget gravsted, hvis der ses bort fra alle andre udgifter, herunder 4.000 kroner til kiste. Fordi loven siger, at lig skal begraves eller brændes i kiste, antager vi dog, at afdøde i lovens forstand var ubemidlet.
Imidlertid var det afdødes søn, der havde fået regningen. Da der er tale om lovgivning, som Ankestyrelsen ikke har kompetence indenfor, lagde vi dog til grund, at også denne udgift måtte anses for at være rimelig for ansøger.
4. Udgiften må ikke kunne afholdes på anden måde
I det konkrete tilfælde var den samlede regning fra bedemanden på 18.472 kroner. Sygesikringen gav et tilskud på 10.250 kroner. Ansøgerens udgift til bedemanden var herefter på 8.222 kroner. Hertil kom en udgift til bespisning af følget på 1.768 kroner. Den udgift, som ansøgeren ville have hjælp til at betale, var således 9.990 kroner.
Det er en forudsætning for hjælp efter aktivlovens § 81, at ”pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden”.
Heri ligger blandt andet, at der kun kan ydes hjælp, hvis ansøgeren ikke har penge til at betale udgiften.
Det fremgik kun af den konkrete sag, at ansøger var kontanthjælpsmodtager, og der var ikke en opgørelse over ansøgerens månedlige rådighedsbeløb, efter at de rimelige faste udgifter var betalt - en såkaldt rådighedsberegning. Vi kunne derfor ikke afgøre, om ansøgeren havde ret til hjælp til begravelsesudgifter og med hvilket beløb.
Boet indeholdt som nævnt aktiver til en udlagt værdi af 1.938 kroner. Sagen indeholdt dog ikke nærmere oplysninger om disse aktiver. Det fremgik heller ikke, om ansøger havde andre udgifter i forbindelse med begravelsen. Det kunne for eksempel være til annoncering.
Vi kunne derfor heller ikke afgøre, om kommunen kunne kræve, at boets aktiver skulle bruges til delvis betaling for begravelsesudgifterne.
Sagen blev af disse grunde hjemvist til kommunen. Kommunen skulle altså behandle sagen igen og tage stilling til, om ansøgeren havde ret til hjælp til de ansøgte udgifter til begravelsen og i hvilket omfang.