Artikel: Kommunens modtagepligt i forhold til længerevarende botilbud efter serviceloven
Af fuldmægtig Camilla Rømer
Når Kriminalforsorgen vil anbringe en dømt borger på et længerevarende botilbud, skal kommunen samarbejde. Det er et led i kommunens modtagepligt, at den skal medvirke til at finde et egnet botilbud og afgøre sagen om længerevarende botilbud efter servicelovens § 108, stk. 7.
Hvad er modtagepligt?
Kommunernes modtagepligt gælder, når en dømt borger bliver anbragt efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1. Kriminalforsorgen har afgørende indflydelse på, om en borger skal anbringes på et længerevarende botilbud. Kommunens pligt til herefter at finde et egnet botilbud, er en afledt effekt af kommunens særlige modtagepligt. Den pligt er reguleret i servicelovens § 108, stk. 7.
Før kriminalforsorgen kan afgøre, at en borger skal anbringes, kræver det, at:
- der er et egnet botilbud
- botilbuddet vil modtage borgeren
- der er et betalingstilsagn fra den visiterende eller betalende myndighed; i dette tilfælde kommunen.
Det betyder altså, at Kriminalforsorgen er afhængig af, at kommunen hjælper med at finde et egnet botilbud, og at kommunen har givet et betalingstilsagn. Først da kan sagen afgøres efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1. Det fremgår af § 78-bekendtgørelsen nr. 867 §§ 3 og 4.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 1, kan justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, bestemme at en dømt borger midlertidigt eller for hele eller resten af straffetiden anbringes på en institution, når:
- den dømte borger har behov for særlig behandling eller pleje, som i væsentlig grad kan tilgodeses i den pågældende institution m.v.
- der på grund af den dømte borgers alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder er særlige grunde til ikke at anbringe eller beholde den dømte i fængsel eller arresthus og
- afgørende hensyn til retshåndhævelsen ikke taler imod anbringelse uden for fængsel og arresthus.
Hvad skal kommunen gøre?
Når Kriminalforsorgen fortæller kommunen, at de ønsker at anbringe en dømt borger i et længerevarende botilbud, skal kommunen samarbejde med Kriminalforsorgen. Samarbejdet – som følger af modtagepligten – handler om at beskrive borgerens støttebehov, så kommunen kan finde et egnet botilbud, som vil modtage borgeren. Kommunen skal give tilsagn om at betale til botilbuddet.
Kriminalforsorgen afgør, at en borger skal anbringes på botilbud, men kommunen skal også afgøre en sag om længerevarende botilbud, når betingelserne efter servicelovens § 108, stk. 7, er opfyldt. Det fremgår af magtanvendelsesbekendtgørelsen for voksne. Afgørelsen skal overholde de almindelige forvaltningsretlige regler og indeholde en begrundelse for valg af botilbud.
Kommunen skal huske at vejlede borgeren om reglerne for frit valg, hvis betingelserne for frit valg er til stede.
For at borgeren kan bruge sin ret til frit valg, skal det ønskede botilbud:
- være egnet til at tilgodese borgerens behov
- fremgår af Tilbudsportalen
- ikke være væsentligt dyrere end det tilbud, som kommunen vurderer, kan tilgodese borgerens behov og
- være foreneligt med Kriminalforsorgens afgørelse.
Da der er tale om en anbringelse på botilbud efter straffuldbyrdelsesloven, har borgeren kun ret til frit valg imellem botilbud efter servicelovens § 108. Borgeren kan altså ikke vælge et længerevarende botilbud efter almenboliglovens § 105, stk. 2.
Mens borgeren er anbragt på botilbuddet, har kommunen pligt til løbende at følge op og sikre, at hjælpen fortsat er egnet og opfylder sit formål. Det fremgår af servicelovens § 148, stk. 2.
Ophør af botilbud
Kriminalforsorgens og kommunens afgørelser om botilbud gælder, så længe borgeren overholder vilkårene for anbringelsen. Afgørelserne ophører, når borgeren har afsonet sin straf.
Kommunen skal være opmærksom på, at fordi en borger under sin afsoning er omfattet af personkredsen efter servicelovens § 108, stk. 7, så fører det ikke automatisk til, at borgeren efter sin afsoning er omfattet af personkredsen efter servicelovens § 108, stk. 1.
Om borgeren er omfattet af servicelovens § 108, stk. 1, beror på en konkret og individuel vurdering af borgerens støttebehov. For at være omfattet af servicelovens § 108, stk. 1, skal borgeren:
- have en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
- have behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og
- ikke kunne få dækket disse behov på anden måde.
Det er derfor ikke de samme kriterier, som efter reglerne om modtagepligt efter servicelovens § 108, stk. 7.
Det følger af servicelovens § 108, stk. 7, at kommuner har en pligt til at modtage personer, der
- efter retskendelse skal underkastes mentalundersøgelse eller
- i henhold til dom skal anbringes i et længerevarende botilbud eller undergives tilsyn eller
- skal anbringes på et længerevarende botilbud som et vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse.
Links