Gå til indhold

Artikel: Hjælpemidler og behandlingsredskaber – hjælp til kommunerne

Er det et hjælpemiddel i servicelovens forstand, eller er det et behandlingsredskab, som borgeren kan få bevilget efter sundhedslovgivningen? Ankestyrelsen har mange sager om hjælpemidler, hvor afgrænsningen til sundhedssektoren volder problemer. Med en ny beskrivelse af praksis vejleder vi kommunerne om lovgivning og praksis på området.

Af souschef Elisabeth Haxthausen

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nummer 6, 2017. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter december 2017.

Når borgeren søger om et redskab, skal kommunen i hvert tilfælde vurdere, om det skal betragtes som et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab. Det gælder for et utal af redskaber; for eksempel briller, iltapparater, ståstøttestativer, kugledyner og blodsukkermålere. I mange tilfælde vil det være oplagt, om redskabet er et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab. I andre tilfælde, hvor redskabet kan være begge dele, kan vurderingen være vanskelig.

Derfor har vi lavet en beskrivelse af praksis, hvor vi gennemgår:

  • servicelovens relevante bestemmelser
  • afgrænsningscirkulæret
  • de grundlæggende principper
  • dele af Ankestyrelsens egen praksis på området - både den offentliggjorte og ikke-offentliggjorte.

Praksisbeskrivelsen kan bruges som et konkret redskab, når kommunerne behandler sager. Den kan også bidrage til, at afgørelserne bliver korrekte og forståelige. Praksisbeskrivelsen indeholder en trin-for-trin-vejledning, som kommunerne kan bruge i det daglige arbejde.

Praksisbeskrivelsen om hjælpemidler og behandlingsredskaber

Praksisbeskrivelsen tager afsæt i cirka 70 klagesager, som Ankestyrelsen har afgjort/behandlet. Sagerne er udvalgt, så de bedst belyser afgræsningen mellem hjælpemidler og behandlingsredskaber.

Praksisbeskrivelsen fortæller, hvordan kommunerne og Ankestyrelsen bruger lovgivning og praksis, og giver råd og vejledning til sagsbehandlingen.

Konkret og individuel vurdering

Nogle redskaber vil altid være hjælpemidler, for eksempel kørestole og briller. Der er de, fordi deres formål kun er afhjælpende.

Andre redskaber vil altid være behandlingsredskaber, fordi de kun har et behandlingssigte. Det gælder for eksempel for iltapparater og respiratorer.

Tvivlen opstår typisk, når et redskab både kan være et hjælpemiddel og et behandlingsredskab, som for eksempel blodsukkermåleapparater og kugledyner. Her skal kommunen lave en konkret vurdering af:

  • karakteren og omfanget af borgerens funktionsnedsættelse
  • hvilket behov, brugen af redskabet skal afhjælpe hos borgeren.

Kommunen skal med andre ord tage stilling til ansøgerens konkrete behov.

Kun afhjælpningsformål

Hvis alle behandlingsmuligheder er udtømt i forhold til det konkrete behov, som det ansøgte redskab skulle afhjælpe og borgerens tilstand derfor er varig, har redskabet ingen helbredsmæssig funktion. Det har derfor et afhjælpningsformål for borgeren, og redskabet kan bevilges efter hjælpemiddelbestemmelsen.

Kun behandlingsformål

Hvis der fortsat er behandlingsmuligheder, som det ansøgte redskab er en del af, kan redskabet ikke bevilges efter hjælpemiddelbestemmelsen. Her har det ansøgte redskab nemlig kun et behandlingsformål for borgeren, og kommunen skal give afslag med den begrundelse og henvise borgeren til at søge behandlingsredskabet dækket efter sundhedslovgivningen. Kommunen skal ikke foretage en væsentlighedsvurdering.

Både afhjælpningsformål og behandlingsformål

Hvis det ansøgte redskab både har til formål at afhjælpe og behandle, vil det afgørende være, hvad der er det primære formål. Den vurdering kan være meget kompliceret, og det er vigtigt, at kommunen oplyser sagen grundigt. På den måde kan afhjælpnings- og behandlingsformål afvejes over for hinanden, og kommunen kan vurdere, om der er tale om et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen kan ikke lave en liste over, hvilke oplysninger, kommunerne skal indhente i de forskellige typer af sager. Dog bør lægelige oplysninger altid indgå i vurderingen.

Hvis kommunen er i tvivl, skal den først forsøge at afklare, om redskabet kan bevilges efter sundhedslovgivningen. Støtte efter hjælpemiddelbestemmelsen forudsætter nemlig, at redskabet ikke kan bevilges efter anden lovgivning. Det kaldes også subsidiaritetsprincippet.

Servicelovens § 115

Det er en forudsætning for støtte efter §§ 112-114, at hjælpemidlet, forbrugsgodet eller bilen ikke kan bevilges efter anden lovgivning.

Kommunen kan godt afgøre, om redskabet er et hjælpemiddel for borgeren, selvom det ikke er afklaret, om borgeren kan få bevilget produktet efter sundhedslovgivningen. Det forudsætter, at der er lægelige oplysninger nok i sagen; de kan netop vise, at redskabet skal bruges til afhjælpning og ikke behandling.

Det er kun sundhedssektoren, der kan tage stilling til, om et redskab er et behandlingsredskab. Og det er kun kommunen, der kan tage stilling til, om redskabet er et hjælpemiddel.

Praksisbeskrivelsen om hjælpemidler og behandlingsredskaber

Principafgørelser og deres anvendelse

Ankestyrelsen har afgjort flere sager om hjælpemidler principielt. Her kan du læse mere om de problemer med afgrænsning, der ofte er i sagerne. Principafgørelserne kan også bruges i sager, der ikke handler om nøjagtig samme type redskab, hvis andre forhold i sagen er sammenlignelige. Det afgørende er, at principperne og retningslinjerne følges.

Søg principafgørelser

Vi har også skrevet flere artikler om emnet i Nyt fra Ankestyrelsen

Nyt fra Ankestyrelsen 

 

 

Sidst opdateret 17.11.2020

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring