Gå til indhold

Folkepension

Udbetaling Danmark vejleder og træffer afgørelse om folkepension, beregning af folkepension og visse tillæg.

Som udgangspunkt skal man være dansk statsborger, have fast bopæl i Danmark og have boet i Danmark i mindst 3 år, for at være berettiget til folkepension. 


Det er under visse forudsætninger dog muligt at få pension i udlandet.

Der gælder særlige regler for EU-statsborgere, flygtninge samt statsborgere, som har boet i et af de lande, der har lavet overenskomst med Danmark.

Folkepensionen udbetales med et grundbeløb og et pensionstillæg. Pensionstillægget er større for enlige end for samlevende.

Grundbeløbet nedsættes eller bortfalder, hvis pensionisten har en årlig arbejdsindtægt over et vist niveau. Ligeledes nedsættes eller bortfalder pensionstillægget, hvis pensionisten har en årlig personlig indkomst over et vist niveau.

Udbetaling Danmark varetager den løbende regulering og årlige omregning af pensionen på baggrund af oplysninger om arbejdsindtægter og øvrig indkomst.

Hvis pensionen udskydes under beskæftigelse (opsat pension), beregner Udbetaling Danmark venteprocent m.v.

Udover grundbeløbet og pensionstillægget er der under visse betingelser mulighed for at få andre tillæg til folkepensionen.

Helbredstillæg og personligt tillæg administreres af kommunen og skal søges hos kommunen.

Udbetaling Danmark varetager varmetillæg, petroleumstillæg og supplerende pensionsydelse (ældrecheck).

Ankestyrelsen behandler klager over Udbetaling Danmarks afgørelser om folkepension, tillæg og supplerende pensionsydelse.

Sidst opdateret 26.11.2020

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring