Praksiskoordinering

En af Ankestyrelsens kerneopgaver er at sikre, at borgere med ensartede sager får ens afgørelser og sagsbehandling overalt i landet.

Praksiskoordinering af sager

De offentlige myndigheder i Danmark afgør hvert år mange sager på social- og beskæftigelsesområdet.

Ankestyrelsens praksiskoordinering handler om de mange sager og afgørelser på social- og beskæftigelsesområdet, som borgere ikke klager over.

For at sikre kvaliteten og ligebehandling i disse mange sager er det nødvendigt med en løbende overordnet koordinering. Ankestyrelsen har ansvaret for koordinering på det sociale- og beskæftigelsesretlige område.

Sideløbende strenge

Vi praksiskoordinerer af 2 sideløbende strenge:

  • Ved konkret vejledning i form af udsendelse af vores principafgørelser, telefonisk rådgivning, undervisningstilbud, temamøder mv.
  • Ved Praksisundersøgelser af udvalgte lovområder, der udsendes til kommuner og kommunalbestyrelser, som derved kan tilpasse deres praksis.

Principafgørelser


Et af de vigtigste redskaber i praksiskoordineringen er Principafgørelser. Det er afgørelser af sager med principiel eller generel betydning for tilsvarende sager.

Principafgørelserne er bindende retskilder for de myndigheder, der træffer afgørelser på det sociale- og beskæftigelsesretlige område.

Praksisundersøgelser og statistikker

Et andet vigtigt redskab er Praksisundersøgelser - undersøgelser af afgørelser truffet af kommunerne.

Derved undersøger vi den praktiske daglige fortolkning og udmøntning af lovene rundt i landet. Her anvender vi proaktivt vores ekspertise fra sagsbehandling af ankede sager på hele social- og beskæftigelsesområdet.

Formålet med Praksisundersøgelser er, at myndighederne får kvalificerede råd og meldinger om både gode og dårlige forhold i sagsbehandlingen og afgørelserne.

Desuden producerer og udsender vi løbende statistikker og analyser af afgørelser på social- og beskæftigelsesområdet. Derved er det muligt for politikere og andre at følge udviklingen nøje.

Dialog og samarbejde

Vi lægger vægt på at have en tæt dialog med vores underinstanser, samarbejdspartnere og interessenter for at sikre, at praksiskoordineringen opleves som et godt redskab. Derfor har vi nedsat Det Rådgivende Praksisudvalg.

Sidst opdateret 20.10.2016