Gå til indhold

Ny undersøgelse om kommunernes erfaringer med underretninger

Undersøgelsen viser, at kommunerne løbende justerer organisering og arbejdsgange for at håndtere underretninger. Det sker i lyset af barnets lov og det øgede fokus på tidlig indsats og systematisk inddragelse af børn og unge.

Der er sket en stigning i antallet af underretninger. I 2015 modtog kommunerne knap 93.000 underretninger. I 2023 var tallet steget til 170.100. De største stigninger ses i underretninger fra skoler, sundhedsvæsenet og politi/domstole.

Bred vifte af bekymringer

Kommunerne modtager underretninger om mange typer bekymringer. Det spænder fra generel mistrivsel til vold, skolefravær og forældrekonflikter. Flere af de interviewede rådgivere fortæller, at de oftere modtager underretninger om børn og unge med psykiske diagnoser og skolevægring.

Årsager til stigning i underretninger

Ifølge de interviewede rådgivere skyldes stigningen i underretninger særligt, at fagprofessionelle og privatpersoner er blevet mere opmærksomme på at underrette og identificere tidlige tegn på mistrivsel, og at flere forhold giver anledning til bekymring end tidligere. Eksempelvis er skolevægring og psykisk mistrivsel forhold, som har givet anledning til stigning i underretninger. Nogle kommuner oplever også, at stigningen i underretninger afspejler en ændring i børnesyn, hvor der er større fokus på børns behov og rettigheder.

Øget fokus på inddragelse

Reglerne for underretninger er ikke ændret med barnets lov. Alligevel fortæller flere af de interviewede kommuner, at loven har ført til nye drøftelser af deres håndtering af underretninger og ændringer i arbejdsgange. Det gælder især screening og afdækning. Kommunerne fortæller, at de har større fokus på at inddrage barnet eller den unge aktivt i processen. De interviewede rådgivere vurderer, at inddragelsen kan styrke kvaliteten i sagsbehandlingen, men at det samtidig kan være vanskeligt at balancere med hensynet til barnets tarv – eksempelvis kan det udfordre, hvis barnet oplever skiftende rådgivere.

Indledende håndtering af underretninger i modtagelsesenheder

Flere af de interviewede kommuner har modtagelsesenheder, hvor de vurderer nye underretninger inden for 24 timer. Det skal sikre rettidig vurdering og god kvalitet i den indledende sagsbehandling. Nogle kommuner peger dog på udfordringer, når oplysninger eksempelvis skal videregives til andre teams. Det kan give mindre sammenhæng i forløbet, hvis flere rådgivere er involveret i samme sag.

Tættere samarbejde med skoler og dagtilbud

Skoler og dagtilbud spiller en central rolle i kommunernes arbejde med underretninger. Flere kommuner bruger fremskudt rådgivning, hvor rådgivere deltager i møder, yder sparring og holder oplæg om underretninger. Ifølge kommunerne fører det til tidlig dialog og mere præcise underretninger. Men kommunerne oplever også udfordringer. Det gælder eksempelvis uklar rollefordeling, varierende kvalitet i underretninger og kontinuitet, eksempelvis ved udskiftning af personale på almenområdet.

Undersøgelsen bygger på gruppeinterview med børne- og ungerådgivere i seks kommuner.

Social- og Boligministeriet har bestilt undersøgelsen.

Du kan læse hele undersøgelsen her.

Underretninger

En underretning er en henvendelse om bekymring for et barns eller en ungs trivsel og/eller udvikling. En underretning kan være en oplysning om bekymring fra en fagperson eller en privat borger. Der er ingen krav til formen for en underretning. Der kan underrettes telefonisk eller skriftligt. Der kan også underrettes anonymt. I de tilfælde hvor kommunen modtager underretning om et barn eller en ung, der allerede modtager en indsats, skal kommunen genvurdere sagen jf. § 137 i barnets lov.

Rettidig og systematisk vurdering, jf. barnets lov § 136


Når kommuner modtager en underretning med en bekymring for et barn eller en ung, skal kommunen inden for 24 timer vurdere, om barnet eller den unges sundhed eller udvikling er i fare, og om der er behov for at iværksætte akutte indsatser for barnet eller den unge.

Reglerne om underretninger er fastsat i kapitel 16 i barnets lov.

Sidst opdateret 26.06.2025

Ring: 33 41 12 00 man-tirs og tors-fre kl. 9-15. Onsdag lukket

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring