Gå til indhold

De fleste afgørelser om uarbejdsdygtighed i sager om sygedagpenge er rigtige

Kommunerne kommer frem til den rigtige afgørelse i 85 procent af sagerne om uarbejdsdygtighed efter sygedagpengeloven. Dog inddrager kommunerne ikke arbejdsgiverne nok under sagens forløb. Det viser Ankestyrelsens undersøgelse af 115 sager om sygedagpenge.

I 98 ud af 115 sager har kommunerne afgjort sager om uarbejdsdygtighed efter sygedagpengeloven korrekt. Det viser Ankestyrelsens undersøgelse af en række kommuners brug af sygedagpengelovens § 7 om uarbejdsdygtighed.

Ankestyrelsen har undersøgt sagerne som en opfølgning på reformen i 2014 af reglerne om sygedagpenge. Nogle af reglerne blev ændret, men vurderingen efter § 7 blev ikke ændret ved reformen.  

Undersøgelsen fokuserer på, om kommunerne anvender reglerne om uarbejdsdygtighed rigtigt, og om sagerne er oplyst godt nok, når de bliver afgjort.

I 85 procent af de gennemgåede sager blev reglerne overholdt. 15 procent ville blive ændret eller hjemvist til ny behandling i kommunen, hvis der var blevet klaget til Ankestyrelsen.

Arbejdsgiverne inddrages ikke nok

Undersøgelsen viser også, at kommunerne ikke inddrager arbejdsgiverne nok i sager om sygedagpenge og uarbejdsdygtighed. I 45 af sagerne var det relevant at inddrage arbejdsgiverne, men det skete ikke i 27 af sagerne. At arbejdsgiverne ikke blev inddraget, selvom det var relevant, ville dog ikke have ført til en anden afgørelse for borgeren.

Anbefalinger til kommunerne

Som en del af undersøgelsen kommer Ankestyrelsen også med anbefalinger til kommunerne.

Det er blandt andet:

  • Kommunerne skal huske at indhente alle relevante oplysninger, hvis der er tvivl om borgerens uarbejdsdygtighed
  • Arbejdsgivere skal inddrages
  • I afgørelsen skal kommunerne henvise til, hvilke forhold der er lagt vægt på.

Læs hele rapporten og alle anbefalingerne

Supplerende undersøgelse om sagsbehandlingen

Ankestyrelsen har som et supplement til praksisundersøgelsen undersøgt kommunernes sagsbehandling i sager om uarbejdsdygtighed. Undersøgelsen består af to dele. Dels en spørgeskemaundersøgelse sendt til alle landets kommuner og dels beskrivelser af fem kommuners gode erfaringer med tilrettelæggelsen af arbejdet. Undersøgelsen belyser, hvordan kommunerne har organiseret arbejdet med at behandle sager om uarbejdsdygtighed. Det gælder både deres gode erfaringer og udfordringer.

Læs hele undersøgelsen

Sidst opdateret 17.11.2020

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring