Konfrontationstimer

Her finder du information om konfrontationstimer, herunder hvad der er udredning og intervention, og hvornår en konfrontationstime vedrører individer, grupper eller organisationer.

Hvad er en konfrontationstime?

  • Når psykologen sidder ansigt til ansigt med klienten og udreder eller intervenerer.

Hvad er ikke konfrontationstimer?

  • Konsultationer via telefon eller video/Skype (teknologiunderstøttet psykologbehandling)
  • Indsamling af information om klienten fra andre personer eller myndigheder
  • Journalføring
  • Rapportskrivning
  • Møder, f.eks. tværfaglige møder, hvor klienten ikke selv er til stede. Sådanne møder er en del af den almindelige arbejdstid.
  • Undervisning og foredrag 

En konfrontationstime = 60 minutter

Eksempel på konfrontationstime i PPR-regi

Tværfagligt møde med deltagelse af kun lærere og pædagoger kan ikke medregnes som konfrontationstime, da lærere og pædagoger ikke er klienter i den sammenhæng.

Hvis forældrene deltager i mødet, kan den del af mødet, hvor psykologen snakker direkte med forældrene, medregnes som konfrontationstime. I den sammenhæng ses forældrene også som klienter, da de sammen med barnet er genstand for det støttende og rådgivende arbejde i PPR.

Har psykologen talt med forældrene i fx 15 minutter på mødet, kan de 15 minutter medregnes som 0,25 konfrontationstime (ud fra at 60 minutter er 1,0 time).

Derudover kan eksempelvis 30 minutter medregnes som 0,50 konfrontationstime.

Hovedområderne "udredning" og "intervention"

Psykologen skal have haft:

  • 500 konfrontationstimer med udredning og
  • 500 konfrontationstimer med intervention

Udredning

  • Når psykologen ved samtaler, testning, undersøgelser m.v. arbejder sig henimod en forståelse af den præsenterede opgave, problem eller konflikt = psykologen stiller spørgsmål til klienten.

Intervention

  • Når psykologen igangsætter en påvirknings-, ændrings- eller udviklingsproces ved hjælp af psykologiske metoder = psykologen stiller forslag til klienten. (Direkte intervention)
  • Når psykologen superviserer egen eller andre faggrupper. (Indirekte intervention)
  • Intervention skal primært være i form af direkte intervention og kan suppleres af indirekte supervision i mindre omfang. 

Samtaler kan bestå af en blanding af både udredning og intervention.

Det er op til psykologen at definere, om psykologen foretager udredning eller intervention.

Målgrupperne "individ", "gruppe" og "organisation"

Inden for hovedområderne skal psykologen have haft:

  • 200 konfrontationstimer med individ og
  • 200 konfrontationstimer med gruppe eller
  • 200 konfrontationstimer med organisation
Kravet om 200 konfrontationstimer med gruppe eller organisation kan ikke opfyldes ved, at psykologen har haft 100 timer med gruppe og 100 timer med organisation. 

Om målgruppen for en konfrontationstime er individ, gruppe eller organisation afhænger af, hvad der er samtalens fokus.

Det er op til psykologen at definere, hvad målgruppen (fokus) har været for den enkelte konfrontationstime.

Individer

Det psykologiske arbejde med målgruppen "individ" defineres ved, at psykologen har den primære kontakt med én person i forhold til udredningen og interventionen af den pågældende person og har fokus på personens individualitet.

En del af udredningen kan derfor godt udgøre kontakt til/indhentelse af oplysninger fra personens sociale netværk, uden at det medfører, at udredningen er over for målgruppen "gruppe".

Grupper

En gruppe består af to eller flere individer mellem hvilke der er visse dynamiske relationer og en eller anden form for interaktion og samspil, f.eks. familier eller grupper sammensat ud fra fælles referencer med henblik på terapi, supervision m.v. Fokus er på gruppens dynamik, interaktion og samspil med respekt for de enkelte individer i gruppen.

En del af udredningen kan derfor godt være i form af interviews af enkeltpersoner fra gruppen, uden at det medfører, at udredningen er over for målgruppen "individ", hvis det er til brug for gruppesammenhænge.

Organisationer

Målgruppen "organisation" er karakteriseret ved at være et socialt system af interne relationer, som primært er bestemt af et fælles mål og/eller af en specifik magtinstans, som er afgørende for relationerne. 

Fokus er på organisationens kerneaktiviteter, som f.eks. læring, selvrefleksion, forandring og udvikling. Disse processer bæres af den enkelte medarbejder og de enkelte grupper i organisationen. I forhold til udredningen er gruppernes og individernes handlinger og de måder, de organiserer de daglige aktiviteter på, et væsentligt grundlag for forståelse af organisationen.

Eksempel på målgruppe i PPR-regi

Individ

En samtale med et forældrepar i PPR med fokus på barnet, f.eks. barnets behov og trivsel.

Gruppe

En samtale med et forældrepar med forældrene i fokus, f.eks. forældrenes ressourcer til at håndtere barnets udfordringer.

Du finder flere eksempler på udredning og intervention på de enkelte målgrupper her.

Sidst opdateret 09.07.2019