Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet november 2016

I november traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse i 38 sager.

01.03.2017

Møde den 2. november 2016

Pædagog med leddegigt afskediget

Efter 12 års ansættelse som pædagog i en SFO fik klager konstateret leddegigt. På trods af at arbejdet blev tilrettelagt, sådan at klager kunne undgå fysisk belastende aktiviteter, havde klager meget sygefravær. Efter to syge- og fastholdelsessamtaler samt en omsorgssamtale indstillede arbejdspladsen hende til afskedigelse. Klager havde fremlagt en plan for raskmelding med delvis opstart og efterfølgende arbejde på nedsat tid, men arbejdspladsen mente ikke, at det var foreneligt med arbejdet. Nævnet vurderede, at klageres gigtsygdom var handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. På tidspunktet for afskedigelsen var en tilpasning af arbejdstiden ikke blevet afprøvet. Indklagede havde ikke dokumenteret, at det ikke ville have været muligt, eller at det ville have udgjort en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede, at lade klager arbejde på nedsat tid.

Klager fik derfor medhold og godtgørelse.

Pædagog med leddegigt afskediget (j. nr. 2014-6810-51796)

 

Skole ville ikke imødekomme anmodning om nedsat tid

Klager var ansat i fleksjob som støttelærer på en erhvervsskole. Klager var til stede på skolen tre dage om ugen i fire lektioner, og den øvrige arbejdstid op til 18 timer om ugen, som var forberedelsestid, blev lagt hjemme. Som følge af nye arbejdstidsregler skulle forberedelse ske på skolen, og klager skulle være på skolen i alle arbejdstimer. Hendes øvrige skånebehov blev bibeholdt.

Klager mente ikke, at hun var i stand til at imødekomme kravene, da hun havde brug for pauser for ikke at blive udtrættet. Hun bad derfor indklagede, om det var muligt for hende fortsat at lægge forberedelsestiden hjemme og alternativt om yderligere nedsættelse af arbejdstiden til 13 timer pr. uge. Indklagede afviste klagers forslag. Klager blev sygemeldt og derefter afskediget. Nævnet vurderede, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede havde ikke godtgjort, at det ville påføre skolen en uforholdsmæssig stor byrde fortsat at lade klager forberede sig hjemme, da skolen kunne fravige arbejdstidsreglerne. Indklagede havde heller ikke godtgjort, at det ville påføre skolen en uforholdsmæssig stor byrde at imødekomme klagers forslag om yderligere nedsættelse af arbejdstiden. Klager var støttelærer og ikke den primære lærer for en klasse, og derfor ville de foreslåede tilpasningsforanstaltninger ikke betyde, at klager ikke var kompetent, egnet eller disponibel til at varetage stillingen.

Klager fik derfor medhold og godtgørelse.

Skole ville ikke imødekomme anmodning om nedsat tid (j.nr. 2015-6810-12027)

 

Angivelse af barselsperiode i sindetskrivelse var ikke nok til, at der var påvist faktiske omstændigheder

En lærer blev afskediget efter en periode med hel eller delvis sygefravær på grund af stress. Det fremgik af sindetskrivelsen, at læreren blev afskediget på grund af sit sygefravær og det forhold, at hun gennem en lang periode ikke havde været i stand til at varetage sit arbejde. Det forhold, at hendes barselsperiode, der lå forud for sygeperioden, indledningsvist var nævnt i sindetskrivelsen, kunne ikke føre til, at der var påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hendes afholdelse af barselsorlov vat indgået i beslutningen om afskedigelse. Barselsperioden var anført i sindetskrivelsen som en blandt flere faktuelle oplysninger, og der var ikke i øvrigt oplysninger i sagen, der tydede på, at barselsperioden var tillagt betydning.

Læreren fik derfor ikke medhold.

Angivelse af barselsperiode i sindetskrivelse var ikke nok til, at der var påvist faktiske omstændigheder (j. nr. 2016-6810-19936)

 

Folkeskole havde alene plads til børn fra skoledistriktet

En mor klagede over, at hendes barn med etnisk dansk oprindelse ikke blev optaget på en anden skole end barnets distriktsskole. Skolen havde blandt andet et etnisk optagekriterium med henblik på en bedre fordeling af tosprogede elever på kommunens folkeskoler. Den indklagede kommune oplyste i sit svar til nævnet, at barnet ikke fik afslag med henvisning til sin etniske oprindelse, men med den begrundelse, at der ikke var plads på skolen, da der var så mange børn i grunddistriktet, at der ikke var plads til børn udefra. Klager havde derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun og hendes barns etniske oprindelse direkte eller indirekte havde haft betydning for afslaget på at blive indskrevet på skolen.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Folkeskole havde alene plads til børn fra skoledistriktet (j. nr. 2016-6811-08834)

 

Mand blev ikke taget i betragtning som ekspedient i en bagerbutik

En mand henvendte sig i en bagerbutik for at søge en stilling som ekspedient. Manden fik oplyst, at der kun var piger ansat i butikken, da de ansatte bar små korte forklæder. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden herved havde påvist faktiske omstændigheder for, at han havde været udsat for forskelsbehandling, idet han på grund af sit køn ikke kom i betragtning til stillingen. Bagerbutikken havde ikke godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 25.000 kr.

Mand blev ikke taget i betragtning som ekspedient i en bagerbutik (j. nr. 2016-6810-43344)

 

Girls Night

Det var i strid med ligestillingsloven, at to mænd blev nægtet adgang til en del af en café med den begrundelse, at der ikke var adgang for mænd til ”Girls Night” i caféens lounge med vandpiber. Indklagede var trods gentagne opfordringer ikke fremkommet med oplysninger til belysning af sagen, og de foreliggende oplysninger gav ikke grundlag for at antage, at forskelsbehandlingen var begrundet i et legitimt formål.

Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 2.500 kr.

Girls Night (j. nr. 2016-6811-15416) og (j. nr. 2016-6811-15412)

 

Kvindelig jobansøger blev spurgt om sine planer for graviditet

En kvinde søgte om en stilling på en privat lægeklinik. Efterfølgende sendte klinikkens ejer hende en e-mail med spørgsmål om hendes eventuelle planer om graviditet. Han tilkendegav samtidig, at det ville være uhensigtsmæssigt, hvis hun blev gravid inden for en længere periode efter ansættelsen. Kvinden svarede, at hun ikke havde planer om at blive gravid, og hun blev tilbudt stillingen.

Nævnet vurderede, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling på grund af køn. Da kvindens oplysning om, at hun ikke havde planer om graviditet, havde haft betydning for klinikejerens vurdering af hendes ansøgning og tilbuddet om ansættelse, var det ikke heroverfor godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Kvinden blev tilkendt en godtgørelse på 10.000 kroner. Ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse blev der lagt vægt på karakteren og alvoren af krænkelsen, herunder det forhold, at hun blev tilbudt stillingen.

Klager fik medhold og godtgørelse

Kvindelig jobansøger blev spurgt om sine planer for graviditet (j. nr. 2016-6810-13463) og (j. nr. 2016-6810-10771)

 

 

Møde den 9. november 2016

Psykologuddannet afskediget fem dage efter, at ny medarbejder blev ansat

Klager, der er uddannet psykolog, var som følge af trafikuheld lam i begge ben og kroppen, samt delvist lam i begge arme og bruger af kørestol. Klager blev ansat i fleksjob i indklagede psykologcenter, der var ejet af et forsikringsselskab. Klager visiterede forsikringsselskabets kunder til psykologbehandling. Han udførte arbejdet hjemmefra. Der var ikke handicapadgang på psykologcentret. Klager blev afskediget efter 1½ års ansættelse, da der som følge af nedgang i tilgangen af klienter fra forsikringsselskabet ikke var tilstrækkelige opgaver til klager. Derudover var forsikringsselskabet ikke tilfredse med klagers arbejde.

Fem dage før afskedigelsen havde indklagede ansat en ny leder, der skulle varetage stilling som den overordnede administrative daglige leder for psykologcentret. Lederen stod på indklagedes hjemmeside som ”chefvisitator”. Klager mente derfor ikke, at grundlaget for hans opsigelse kunne være kundenedgang, men at det derimod var begrundet i hans handicap. Da den nye leder blev ansat til at varetage væsentligt anderledes opgaver end klager havde udført, mente nævnet ikke, at klager havde påvist faktiske omstændigheder der gav anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling.

Klager fik derfor ikke medhold.

Psykologuddannet afskediget fem dage efter, at ny medarbejder blev ansat (j. nr. 2015-6810-26848)

 

Salgsassistent afskediget under fertilitetsbehandling

En salgsassistent blev afskediget omkring 14 dage inden, at hun opdagede, at hun var gravid. Hun modtog på opsigelsestidspunktet fertilitetsbehandling. Hun havde orienteret sin leder om fertilitetsbehandlingen omkring et år forud for opsigelsen. Da det på opsigelsestidspunktet ikke var muligt at konstatere, at hun var gravid, fandt ligebehandlingslovens regel om delt bevisbyrde anvendelse. Oplysningen om den igangværende fertilitetsbehandling til lederen adskillige måneder forud for opsigelsen var ikke i sig selv egnet til at skabe en formodning for, at der ved opsigelsen var udøvet forskelsbehandling på grund af køn. Der var uenighed mellem parterne om, hvorvidt lederen i forbindelse med afskedigelsen havde sagt til hende, at den igangværende fertilitetsbehandling var indgået ved beslutningen om at opsige hende.

Afgørelsen af, om hun var blevet forskelsbehandlet på grund af køn, krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer, og nævnet afviste derfor sagen.

Salgsassistent afskediget under fertilitetsbehandling (j. nr. 2016-6810-14002)

 

Børne- og ungeydelse og særligt børnetilskud til pensionister udbetales til moderen

Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle en mands klage over, at børne- og ungeydelsen og det særlige tilskud til pensionister som udgangspunkt udbetales til moderen. Bestemmelserne herom er fastsat ved lov, og det tilkommer den danske lovgivningsmagt som enekompetent at fastsætte lovregler på dette område.

Klagen blev derfor afvist.

Børne- og ungeydelse og særligt børnetilskud til pensionister udbetales til moderen (j. nr. 2016-6811-05535)

 

Hørehandicappet kom ikke i betragtning til gartnerjob

En hørehandicappet var i virksomhedspraktik på en kirkegård. I praktikperioden søgte kirkegården efter nye gartnere. Den hørehandicappede tilkendegav over for sin leder, at han gerne ville søge jobbet. Han fik dagen efter en seddel fra lederen om, at der blev søgt efter personer, der selv kunne aftale opgaver med pårørende, hvilket hans handicap gjorde umuligt.

Klager havde et handicap i lovens forstand og havde på baggrund af lederens svar påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet forskelsbehandlet på grund af sit handicap. Kirkegården havde ikke i forbindelse med henvendelsen foretaget en konkret vurdering af, om han kunne have bestridt de kommunikative opgaver i jobbet, hvis der blev truffet rimelige tilpasninger. Kirkegården havde herefter ikke afklaret og dermed heller ikke bevist, at det det ville være en uforholdsmæssig stor byrde at ansætte den hørehandicappede i det ordinære job, eller at han uanset tilpasninger ikke ville være kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i jobbet.

Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 25.000 kroner.

Hørehandicappet kom ikke i betragtning til gartnerjob (j .nr. 2016-6810-10812)

 

Kun få vindere af udenlandsk oprindelse i konkurrencen

Indklagede afholdt en konkurrence, hvor taxachauffører, der havde kørt skadefrit i et år, kunne deltage om at vinde et rejsegavekort. En taxachauffør klagede over, at kun 2% af vinderne fra klagers arbejde var af udenlandsk oprindelse, mens ca. 60-70% af alle ansatte i det firma, han arbejde for, efter hans vurdering var af udenlandsk oprindelse. Indklagede henviste til, at lodtrækningen blev foretaget af et revisionsfirma. Klager havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på forskelsbehandling, idet der var tale om lodtrækning i flere taxaselskaber, hvor der ikke blev udtrukket et bestemt antal vindere pr. selskab. Fordelingen på klagers arbejdsplads i forhold til etnisk oprindelse og antal af vindere var derfor ikke nødvendigvis repræsentativ for så vidt angår den samlede gruppe af deltagere i lodtrækningen.

Klager fik derfor ikke medhold.

Kun få vindere af udenlandsk oprindelse i konkurrencen (j. nr. 2015-6811-25406)

 

70-årig ansøger fik afslag på stilling som mentor

En 70-årig søgte en stilling som mentor hos en specialundervisningsinstitution og kom til jobsamtale. Ansøgeren modtog efter jobsamtalen et afslag fra institutionen, hvoraf det fremgik, at afslaget blandt andet var begrundet i klagers alder. Klager havde herved påvist faktiske omstændigheder for, at han var blevet direkte forskelsbehandling på grund af sin alder. Indklagede havde ikke godtgjort, at fravalget af klager var begrundet i, at klager manglede de fornødne personlige og faglige kvalifikationer.

Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 25.000 kr.

70-årig ansøger fik afslag på stilling som mentor (j. nr. 2016-6811-19932)

 

Bartendere skulle være minimum 30 år

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en bar søgte efter bartendere på minimum 30 år. En kvinde på 21 år fik afslag med henvisning til alderskravet i annoncen. Klager havde derfor påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling på grund af alder. Det påhvilede derfor baren at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Baren havde imidlertid ikke besvaret Ligebehandlingsnævnets henvendelser.

Klager fik derfor medhold i klagen. Henset til klagers bopæl, stillingens karakter og arbejdsstedets beliggenhed, var der ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klager havde været udsat for en krænkelse af en sådan karakter, at der var grundlag for at tilkende en godtgørelse.

Klager fik medhold og godtgørelse

Bartendere skulle være minimum 30 år (j. nr. 2016-6810-30112)

 

En mand født i 1971 fik afslag på sin ansøgning på grund af alder

En mand født i 1971 fik afslag på sin jobansøgning blandt andet på grund af alder. Efterfølgende beklagede indklagede henvisningen til alder.  Indklagedes oplysning om, at manden ikke opfyldte de nødvendige kompetencer i forhold til stillingen, stemte ikke overens med den evaluering, som manden under en tidligere turnusperiode ved indklagede havde fået af sine daværende chefer. Dette sammenholdt med den udtrykkelige henvisning til alder i afslaget førte til, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at afslaget alene var begrundet i manglende kompetencer.

Manden fik derfor medhold og godtgørelse på 25.000 kr.

En mand født i 1971 fik afslag på sin ansøgning på grund af alder (j. nr. 2016-6810-23007)

 

En kvinde født i 1959 fik afslag på sin ansøgning på grund af alder

En kvinde født i 1959 fik afslag på sin jobansøgning blandt andet på grund af alder. Efterfølgende beklagede indklagede henvisningen til alder. Indklagede oplyste, at der ved udvælgelsen blandt andet var lagt vægt på, om kandidaterne i deres ansøgning havde givet konkrete bud på, hvordan de kunne bidrage med nye ideer til opgaveløsningen. Imidlertid fremgik et sådan krav ikke af stillingsannoncen, og det var ikke dokumenteret, at de valgte ansøgere opfyldte dette kriterium. Indklagede havde på denne baggrund ikke godtgjort, at fravalget af klager udelukkende var begrundet i manglende kompetencer.

Klager fik derfor medhold og godtgørelse på 25.000 kr.

En kvinde født i 1959 fik afslag på sin ansøgning på grund af alder (j. nr. 2016-6810-25299)



Møde den 16. november 2016

Klage over ansættelsesforhold og afskedigelse

En kvinde født i 1947 blev afskediget fra sin stilling i en kommune. Klager mente, at hun var blevet afskediget på grund af sin alder, at hun var blevet lønmæssigt forskelsbehandlet under ansættelsen, og at hun ikke havde fået udbetalt fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a.

Nævnet kunne ikke behandle den del af klagen, der vedrørte afskedigelsen, da denne klage kunne indbringes for anden forvaltningsmyndighed. Klager havde endvidere ikke fremlagt oplysninger, der støttede påstanden om, at hun havde fået lavere løn end sine kolleger på grund af sin alder, og hun fik hun derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Klager havde på fratrædelsestidspunktet nået folkepensionsalderen, hvorfor hun efter den dagældende funktionærlovs § 2a, stk. 2, ikke var berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse. EU-domstolen har i sag C-515/13 fastslået, at det EU-retlige forbud mod forskelsbehandling på grund af alder ikke er til hinder for national lovgivning som den dagældende funktionærlovs bestemmelse, forudsat at denne er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitisk formål, og er et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til at opfylde dette formål. Nævnet fandt på denne baggrund, at det ikke var udtryk for forskelsbehandling på grund af alder, at klager ikke fik udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse.

Klager fik derfor ikke medhold i nogen af sine klagepunkter.

Klage over ansættelsesforhold og afskedigelse (j. nr. 2015-6810-38939)

 

Havde ønske om at anvende seniorordning før afskedigelse

En fagforening valgte at nedlægge en afdeling med syv kørende sælgere som følge af omstrukturering, og i den forbindelse blev klager, der er født i 1955, afskediget. Kort inden afskedigelsen havde klager under sin MUS-samtale oplyst over for sin chef, at han ønskede at gøre brug af virksomhedens seniorordning. Klager havde endvidere aldrig fået kritik af sit arbejde, og han mente derfor, at hans alder var årsag til afskedigelsen. Klager påstod desuden, at han under ansættelsen havde fået lavere løn end sine kolleger, på grund af sin alder.

Nævnet vurderede, at den tidsmæssige sammenhæng mellem MUS-samtalen, hvor klager nævnte muligheden for at benytte virksomhedens seniorordning og afskedigelsen, ikke var nok til, at der var skabt en formodning for forskelsbehandling. Der var heller ikke andre oplysninger i sagen, som sandsynliggjorde, at klager havde været udsat for forskelsbehandling under ansættelsen eller i forbindelse med afskedigelsen.

Klager fik derfor ikke medhold.

Havde ønske om at anvende seniorordning før afskedigelse (j. nr. 2015-6810-56500)


Salgsassistent med tennisalbue afskediget

En salgsassistent med en højresidig tennisalbue mente sig forskelsbehandlet på grund af handicap, da han blev afskediget på grund af sygdom. På tidspunktet for afskedigelsen var salgsassistenten sygemeldt af andre årsager end tennisalbuen. Det var i øvrigt ikke beskrevet, hvilke funktionsbegrænsninger tennisalbuen eventuelt medførte. Salgsassistenten havde ikke dokumenteret, at han led af en sygdom, der havde medført et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager fik derfor ikke medhold.

Salgsassistent med tennisalbue afskediget (j. nr. 2015-6810-26458)

 

Nægtet ydelsen ”herreklip”

Det var i strid med ligestillingsloven, at klager, der efter sine egne oplysninger fysisk fremstår som en kvinde, blev udelukket fra ydelsen ”herreklip”.

Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 2.500 kr.

Nægtet ydelsen ”herreklip” (j. nr. 2016-6811-32832)

 

En kvinde fik afslag på ansættelse i en forlystelse

En forlystelse søgte en mand til ansættelse. Forlystelsen indebar, at medarbejderen falder ned på et underlag fra en højde på 3,2 meter, når en knap aktiveres. En kvinde søgte stillingen og fik afslag med den begrundelse, at pigers underliv kunne blive udelagt af at falde ned så mange gange om dagen. Da der ikke var oplyst om særlige bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forhold til den pågældende stilling, når beskyttelsen ikke er forbundet med graviditet og fødsel, og da der efter det oplyste ikke var søgt om dispensation efter ligebehandlingsloven, havde arbejdsgiveren handlet i strid med loven, både i forhold til jobopslaget og i forhold til afslaget på kvindens ansøgning.

Kvinden fik medhold og godtgørelse på 1.000 kr.

En kvinde fik afslag på ansættelse i en forlystelse (j. nr. 2016-6810-30492)

 

Etnisk dansk mand blev bortvist fra møde og mente sig forskelsbehandlet

En etnisk dansk mand klagede over forskelsbehandling på grund af køn og etnisk oprindelse i forbindelse med et møde i en A-kasse og generelt i forhold til uddannelsesvilkår og rekruttering. Manden var blandt andet blevet bedt om at forlade et møde arrangeret af hans A-kasse, hvilket efter de foreliggende oplysninger skyldtes, at hans optræden efter arrangørens vurdering var til alvorlig gene for mødets gennemførelse. Der var ikke oplysninger i sagen, der skabte en formodning for forskelsbehandling på grund af køn eller etnisk oprindelse.

Klager fik derfor ikke medhold.

Etnisk dansk mand blev bortvist fra møde og mente sig forskelsbehandlet j. nr. 2015-6811-18913 og 2015-6811-23707 og 2015-6811-23710

 

Undervisningsforløb på sprogskole

En kvinde fra Columbia deltog i et undervisningsforløb i dansk på en sprogskole. Mens kvinden fulgte det normale undervisningsforløb, gav sprogskolen nogle af kvindens medstuderende mulighed for at springe dele af forløbet over. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at det ikke var kvindens etniske oprindelse, som var årsagen til, at hun ikke havde kunnet springe dele af det normale undervisningsforløb over.

Klager fik derfor ikke medhold

Undervisningsforløb på sprogskole (j. nr. 2016-6811- 10790)

 

 

Møde den 22. november 2016

Kvinde klagede over sagsbehandlingen i en kommune

En kvinde født i 1952 og bosnisk flygtning klagede over sin kommunes sagsbehandling fra 2011 og frem. Kvinden havde i løbet af årene modtaget sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge og været i forskellige praktik- og aktiveringsforløb samt haft løbende samtaler med kommunen med henblik på at opnå beskæftigelse. Kvinden følte sig stigmatiseret og dårligt behandlet af kommunen blandt andet på grund af sin etniske oprindelse, og hun mente, at hendes alder og helbredsmæssige situation medførte begrænsede muligheder på arbejdsmarkedet.

Kvinden havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hun var blevet stillet ringere på grund af etnisk oprindelse, alder og/eller handicap. Nævnet tog ikke stilling til, om kvinden havde et handicap. Nævnet fandt heller ikke anledning til nærmere at afgrænse, hvilket dele af kvindens forløb, der var omfattet af forskelsbehandlingslovens område.

Klager fik derfor ikke medhold.

Kvinde klagede over sagsbehandlingen i en kommune (j. nr. 2016-6811-18370)

 

En kvinde havde udvist passivitet

En kvinde født i 1952 og bosnisk flygtning klagede over sin kommunes sagsbehandling i perioden 2006 til 2009. Kvinden følte sig stigmatiseret og dårligt behandlet på grund af sin etniske oprindelse, handicap og alder. Nævnet kunne ikke behandle klagen, da kvinden havde udvist passivitet ved først at indgive klagen i 2015 uden i mellemtiden at have foretaget retslige skridt.

Nævnet kunne ikke behandle klagen.

En kvinde havde udvist passivitet (j. nr. 2016-6810-00347)

 

Kunderådgiver varslede forældreorlov og blev afskediget                          

En kunderådgiver blev afskediget fra en bank halvanden måned efter, at han havde oplyst til sin arbejdsgiver, at han ønskede at holde fire ugers forældreorlov. Afskedigelsen fandt sted dagen før, at forældreorlovsperioden begyndte. Begrundelsen for afskediget var kunderådgiverens håndtering af en konkret kundesag. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der var en vis, men ikke tæt tidsmæssig sammenhæng mellem hans orienteret om afholdelse af forældreorlov og arbejdsgiverens meddelelse om afskedigelsen. Der var derimod en tæt tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdsgiverens kendskab til kundesagen og afskedigelsen af klager. Der var ikke i øvrigt oplysninger i sagen, der talte for, at opsigelsen helt eller delvist var begrundet i hans ønske om at afholde forældreorlov. Som følge heraf havde klager ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han skulle have været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen. 

Kunderådgiver varslede forældreorlov og blev afskediget (j. nr. 2016-6810-00347)

 

Kvindelig jurist afskediget

En kvinde blev afskediget fra sin stilling som jurist i en kommune.  I sagen var der ikke fremlagt oplysninger, som indikerede, at klagers køn havde haft en betydning. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder for, at hendes køn havde haft hel eller delvis betydning i forbindelse med kommunes afskedigelse af hende eller i perioden op til afskedigelsen.

Klager fik derfor ikke medhold. 

Kvindelig jurist afskediget (j. nr. 2016-6810-00460)

 

59-årig økonomi- og administrationschef afskediget

Efter mere end 20 års ansættelse blev en 59-årig økonomi- og administrationschef afskediget. Hendes stilling blev nedlagt grundet organisatoriske omstruktureringer. Det fremgik af ledelsesberetningen, at der var igangsat et generationsskifte i den øverste ledelse, hvor den administrerende direktør efter aftale fratrådte sin stilling. Klager havde ikke påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sin alder.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

59-årig økonomi- og administrationschef afskediget (j. nr. 2015-6810-31933)


36-årig mand fik slettet sin profil på datingside for unge

En 36-årig mand fik slettet sin profil på en datingside, der var målrettet unge. Begrundelsen var, at manden ikke længere opfyldte brugerbetingelserne om alder. Manden mente sig forskelsbehandlet på grund af sit køn, blandt andet fordi en 39-årig kvinde stadig var aktiv på datingsiden. Klager havde ikke påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn.

Klager fik ikke medhold.

36-årig mand fik slettet sin profil på datingside for unge (j. nr. 2016-6811-22291)

 

Kun en damecykel var på tilbud

En mand klagede over, at en virksomhed i en af sine butikker havde en damecykel på tilbud, mens herremodellen kun kunne købes på virksomhedens internetside til fuld pris. Der var ikke tale om forskelsbehandling på grund af køn, idet både mænd og kvinder kunne købe de cykler, der var til salg med rabat, uanset om der var tale om en herre- eller damemodel.

Klager fik derfor ikke medhold.

Kun en damecykel var på tilbud (j. nr. 2015-6811-41607)

 

Registrering af køretøjer
Ved registrering af køretøjer er der indført et system med en primær og sekundær ejer/bruger. Det betyder blandt andet, at alene den primære ejer/bruger står anført som indehaver på registreringsattesten. En mand mente, at dette system var en overtrædelse af ligestillingsreglerne og klagede til Ligebehandlingsnævnet. Nævnet opfattede klagen således, at systemet var i strid med det generelle princip om ligebehandling. Det lå uden for nævnets kompetence at træffe afgørelse om dette generelle princip  

Klagen blev derfor afvist.

Registrering af køretøjer (j. nr. 2016-6811-10418)

 

 

Møde den 23. november 2016

Klage over kommunens sagsbehandling

En litauisk mand, der i 2008 efter et fald fik et brud på en nakkehvirvel, klagede over sin kommunens sagsbehandling i det efterfølgende forløb. Det drejede sig blandt andet om udgifter til tolk, aktindsigt og sprogundervisning

. Klager havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og/eller handicap. Nævnet havde ikke herved taget stilling til, om manden havde et handicap. Nævnet fandt heller ikke anledning til nærmere at afgrænse, hvilke dele af mandens forløb, der var omfattet af forskelsbehandlingslovens område.

Manden fik herefter ikke medhold.

Klage over kommunens sagsbehandling (j. nr. 2016-6811-30634)

 

Udnævnelse af politikommissærer

En tidligere vicepolitikommissær mente sig forskelsbehandlet på grund af alder, idet udnævnelse af politikommissærer skete ud fra kriterier om forudgående personaleledelse og relevant førlederuddannelse. Kriterierne medførte, at alene vicepolitikommissærer udnævnt i 2006 eller senere kunne komme i betragtning til en stilling som politikommissær, og der var derfor en aldersskævhed. Kriteriet om forudgående personaleledelse og opdateret uddannelse ved bedømmelsen af, hvilke medarbejdere der ville kunne komme i betragtning til en stilling som politikommissær, var imidlertid objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde dette formål var hensigtsmæssige og nødvendige. Der var ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder for så vidt angik adgang til erhvervsmæssig videreuddannelse eller omskoling.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Udnævnelse af politikommissærer (j. nr. 2015-6810-33324)

 

Ansat i rederi på deltid – ændring af arbejdstid og afskedigelse

Klager var ansat på deltid som holdleder i et rederi. Efter en årerække blev hun varslet, at hendes arbejdstid ville blive ændret til fuldtid, og arbejdsstedet nu var delt over to byer. Det efterfølgende år blev klagers stilling ændret fra holdleder til driftsassistent, da den tidligere stilling bortfaldt. Kort herefter blev kvinden langtidssygemeldt i to måneder og derefter deltidssygemeldt i tre måneder på grund af stress. Derefter blev hun opsagt. Klager gjorde gældende, at hun var blevet opsagt på grund af hendes handicap.

Nævnet fandt, at kvindens sygdom i form af stresssymptomer ikke var dokumenteret at have et sådant omfang og en sådan varighed, at hun var forhindret i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere. Klager blev i øvrigt raskmeldt kort efter opsigelsen.

Klager fik derfor ikke medhold.

Ansat i rederi på deltid – ændring af arbejdstid og afskedigelse (j. nr. 2015-6810-33925)

 

Ikke forskelsbehandlet på grund af tidligere fremsat krav om ligebehandling

En mand i skolepraktik under en erhvervsuddannelse blev udmeldt af praktikken, da han ikke fulgte proceduren for sygemelding. Indklagede mente på baggrund af mandens udeblivelse ikke, at det var muligt at fortsætte samarbejdet. Manden havde tidligere klaget til Ligebehandlingsnævnet over indklagede. Der var ikke påvist faktiske omstændigheder der tydede på, at det tidligere fremsatte krav om ligebehandling havde betydning for beslutningen om at udmelde manden af skolepraktikken. Der forelå heller ikke omstændigheder, der tydede på, at manden i øvrigt var blevet udsat for ufordelagtig behandling i strid med ligebehandlingsloven og/eller forskelsbehandlingsloven.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Ikke forskelsbehandlet på grund af tidligere fremsat krav om ligebehandling (j. nr. 2015-6811-52729)

 

62-årig håndarbejdslærer afskediget

Besparelser på en friskole medførte, at en 62-årig håndarbejdslærer blev afskediget. Da læreren var blevet orienteret om afskedigelse, blev hun spurgt om sin mulighed for at gå på efterløn og eventuelle overvejelser herom. Spørgsmålet blev stillet på et tidspunkt, hvor skolen allerede havde besluttet at afskedige læreren. Der var i øvrigt ikke oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at læreren blev udsat for forskelsbehandling.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

62-årig håndarbejdslærer afskediget (j. nr. 2016-6810-16808)

 

Mand kunne ikke bestille massagebehandling i eget hjem

Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at en mand ikke kunne bestille en massagebehandling i eget hjem. Massageklinikken tilbød samme massagebehandling for mænd og kvinder i klinikken, og mænd kunne få tilbudt massagebehandling i deres eget hjem, hvis en kvinde traf aftale med massageklinikken herom. Massageklinikkens praksis vedrørende massagebehandling i eget hjem var begrundet i hensynet til den kvindelige massørs personlige sikkerhed. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at dette var et legitimt mål, og at de midler, som massageklinikken havde brugt for at opnå dette mål, ikke gik ud over, hvad der var hensigtsmæssigt og nødvendigt.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Mand kunne ikke bestille massagebehandling i eget hjem (j. nr. 2016-6811-19556)

 

En mand blev ikke tildelt en bolig

En mand af etnisk dansk oprindelse mente sig forskelsbehandlet på grund af sit køn og sin etniske oprindelse i forbindelse med, at han ikke blev tilbudt en bolig. Manden henviste til, at han har sin søn halvdelen af tiden, og at den indklagede kommune søgte efter boliger til flygtninge. Manden havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn og/eller etnisk oprindelse.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

En mand blev ikke tildelt en bolig (j. nr. 2016-6811-08852)

 

Forsvarets inspirationsdage for kvinder

Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at Forsvaret afholder inspirationsdage kun for kvinder. Formålet med inspirationsdagene er at få flere kvinder til at søge uddannelse og ansættelse i Forsvaret. Da værnepligten kun gælder mænd, og da kvinder er underrepræsenteret i Forsvaret, vurderede nævnet, at afholdelsen af inspirationsdage for kvinder for at fremme ligestillingen i rekrutteringen til Forsvaret var begrundet i et legitimt mål. Midlerne til at opfylde målet gik ikke ud over det hensigtsmæssige og nødvendige.

Klager fik derfor ikke medhold.

Forsvarets inspirationsdage for kvinder (j. nr. 2015-6811-43516)

Sidst opdateret 13.03.2017