Selvstændig eller ej?

Kan personer, der ikke er lønmodtagere i traditionel forstand, være omfattet af beskyttelsen mod forskelsbehandling? Det var temaet for et principielt møde i Ligebehandlingsnævnet den 26. september 2012.

18.10.2012

Salgskonsulenter af husholdningsprodukter

(j.nr. 7100219-12; 7100220-12; og 7100221-12)

De første principielle sager handlede om tre homoseksuelle mænd, der som konsulenter forhandlede husholdningsprodukter ved blandt andet homeparties. Klagerne havde indgået samarbejdsaftaler med en distributør, som gik ud på, at de kunne købe produkterne af distributøren og herefter sælge dem videre til egne kunder. Ifølge aftalen var konsulenterne selvstændige erhvervsdrivende, der handlede i eget navn og for egen risiko.

Under et møde hos distributøren og en efterfølgende diskussion mellem to af klagerne og distributøren omkring salg af produkter og fastsættelse af rabatter, blev aftalerne med de to konsulenter opsagt. Klagerne påstod, at distributøren i forbindelse med opsigelsen havde udtalt, at "sådan nogle bøsser som jer", ønskede de ikke i deres forretning. Samarbejdsaftalen med den tredje klager blev opsagt telefonisk.

Sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet med påstand om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Klagerne gjorde gældende, at selvom de ifølge samarbejdsaftalerne var selvstændige, så var der ikke tale om en uafhængig forretning.

Forskelsbehandlingsloven regulerer forholdet mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager. Klagerne var ikke lønmodtagere i traditionel forstand, idet forholdet mellem dem og indklagede ikke var karakteriseret ved instruktionsbeføjelse, bestemmelser om arbejdstid og -sted, vederlag for udført arbejde m.v.

Ifølge beskæftigelsesdirektivet omfatter beskyttelsen alle personer for så vidt angår vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse samt for ansættelses- og arbejdsvilkår.

Nævnets vurdering

Nævnet skulle derfor tage stilling til, om forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde omfatter en situation som den foreliggende.

Fire af nævnets medlemmer fandt, at forskelsbehandlingslovens lønmodtagerbegreb som følge af direktivets formålsbestemmelser skal fortolkes bredt, og at klagerne på baggrund af bestemmelserne i samarbejdsaftalen samt sagens øvrige oplysninger om aftaleforholdet, måtte anses for at være beskyttet mod forskelsbehandling efter loven. Medlemmerne lagde vægt på, at selvom klagerne ifølge aftalen var selvstændige, så var de i et væsentligt omfang underlagt distributørens regler om markedsføring og salgsmetoder, ligesom distributøren havde bestemt, at konsulenterne ikke måtte sælge produkterne med rabat.

Èt af nævnets medlemmer fandt, at klagerne udførte selvstændig virksomhed, og at de derfor ikke var omfattet af loven.

Nævnets medlemmer var imidlertid enige om, at de ikke kunne tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt klagerne var blevet forskelsbehandlet på grund af deres seksuelle orientering, idet der var uenighed mellem parterne om, hvad der var foregået på mødet hos distributøren, og hvad der var årsag til opsigelsen af klagerne. En afklaring af dette ville kræve bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for nævnet.


Fysioterapeuten

(j.nr. 7100213-12)

Den anden sag omhandlede en fysioterapeut som havde indgået en aftale med en anden fysioterapeut om at udføre arbejde i hans klinik. Det fremgik af aftalen, at både klinikken og lejeren var selvstændige erhvervsdrivende. Klinikken havde ikke ledelses- eller instruktionsbeføjelse i forhold til lejeren og havde ingen økonomiske forpligtelser overfor klager ved ferie, sygdom, barsel- eller forældreorlov eller andet fravær. Klager havde ret til at praktisere i klinikkens lokaler og oppebære omsætning for behandling på klinikken, og klager betalte leje for brug af lokaler og øvrige faciliteter på 30 procent af hendes omsætning. Klager var ligeledes omfattet af en konkurrenceklausul.

Klager blev gravid og gik på orlov, og indklagede indgik en samarbejdsaftale med en anden fysioterapeut. Da klager vendte tilbage fra orlov, opsagde indklagede kontrakten med klager med henvisning til samarbejdsproblemer. Klager gik til Ligebehandlingsnævnet med sagen, med påstand om, at hun var blevet afskediget i strid med ligebehandlingsreglerne.

Ligebehandlingsnævnet vurderede i første omgang, om klager var omfattet af ligebehandlingslovens anvendelsesområde - altså om kontrakten mellem klager og indklagede kunne sidestilles med et ansættelsesforhold. Nævnet fandt, at dette ikke var tilfældet. Det blev tillagt betydning, at klager både ifølge kontraktens ordlyd, men også i forhold til den faktiske tilrettelæggelse af aftaleforholdet mellem klager og indklagede, var selvstændig erhvervsdrivende. Nævnet fandt, at ligebehandlingsloven indebærer et forbud mod at lægge hindringer i vejen for, at en person på grund af køn kan etablere sig og udøve virksomhed, men at loven ikke omfatter den situation, hvor en selvstændig erhvervsdrivende søger en forretningsforbindelse eller ønsker en kompagnon. Ligebehandlingslovens anvendelsesområde kunne således ikke - trods direktivets formålsbestemmelse om et bredt anvendelsesområde - omfatte en situation som den foreliggende.

Derimod fandt nævnet, at parternes aftale var omfattet af ligestillingsloven, idet der var tale om udveksling af varer og tjenesteydelser. Indklagede fungerede som udlejer for klager. Den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem opsigelsen af lejeaftalen og klagers tilbagevenden fra forældreorlov, samt det forhold, at barselvikaren fortsatte på klinikken efter opsigelsen, medførte, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav en formodning for, at hun var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Da indklagede ikke, som påstået, nærmere havde dokumenteret eller sandsynliggjort samarbejdsproblemer, fandt nævnet ikke, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 50.000 kr.

 

Agent i brillevirksomhed

(j.nr. 7100242-12)

Den tredje sag drejede sig om en agent for en brillevirksomhed. I januar 2011 oplyste hun virksomheden om, at hun var gravid, og i maj 2011 fik klager oplyst, at hun ikke ville få forlænget sin kontrakt, når den udløb i juni 2011.

Nævnet fandt i denne sag, at klager var lønmodtager i ligebehandlingslovens forstand, idet hun udførte opgaverne som agent efter tæt og hyppig kontakt med indklagede, ligesom hun var underlagt faste krav om antallet af solgte stel og kundebesøg og var forpligtet til at aflevere en ugentlig salgsrapport. Nævnet mente ikke, at der var tale om en tidsbegrænset ansættelseskontrakt mellem klager og indklagede, og klager var således reelt blevet afskediget. På baggrund af oplysningerne om, at indklagede forud for, at klager oplyste om sin graviditet, havde udtrykt tilfredshed med klagers arbejde, fandt nævnet ikke, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at klagers graviditet ikke var blevet tillagt betydning i forbindelse med afskedigelsen. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 300.000 kr.

 

Sidst opdateret 09.12.2013