Artikel: SU-ankenævnets sekretariat er flyttet til Ankestyrelsen

Da Ankestyrelsen efter valget i sommer blev en del af et ændret ministerium skete der ændringer i vores opgaver. En af dem var, at SU-ankenævnets sekretariat blev en del af vores organisation.

Af fuldmægtig Kristina Aabling Lech

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nr. 6, november 2015.

Sekretariatet for Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger (SU-ankenævnet) blev den 1. august 2015 overflyttet til Ankestyrelsen. Tidligere hørte sekretariatet under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Klagetyper

SU-ankenævnet afgør klagesager inden for en række uddannelsesstøtteordninger, hvor borgere klager over afgørelser. Det kan blandt andet være afgørelser, som Styrelsen for Videregående Uddannelser har truffet.

Mange klager handler om SU. Det er typisk, om en borger kan få SU eller om tilbagebetaling. De fleste sager handler dog om det såkaldte handicaptillæg, som studerende med funktionsnedsættelser kan søge. Det bliver uddybet længere nede.  

SU-klager

SU-sagerne kan blandt andet dreje sig om udlændinges ret til SU og studerendes ret til SU i udlandet. Sagerne kan også handle om tilbagebetaling af SU, for eksempel fordi den studerende har afbrudt uddannelsen, ikke længere er udeboende, eller fordi den studerende har haft for store indtægter ved siden af studiet.

Klager over handicaptillæg

Handicaptillægget bliver givet til studerende, som på grund af varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde.

SU-ankenævnet vurderer arten og graden af funktionsnedsættelsen – her handler det særligt om funktionsnedsættelsens betydning for den uddannelsessøgendes evne til at påtage sig erhvervsarbejde som andre uddannelsessøgende.

Det er altid en konkret vurdering, om ansøgeren har ret til tillæg, fordi funktionsnedsættelsen medfører betydelige begrænsninger i evnen til at arbejde.

Hvis den studerende har mulighed for at arbejde blot nogle få timer om ugen ved siden af studiet eller kan arbejde i ferien, vil han eller hun ikke kunne modtage tillægget.

Det indgår ikke i vurderingen, om funktionsnedsættelsen fører til et øget tidsforbrug under uddannelsen. En ansøger vil altså ikke kunne få tillæg, hvis funktionsnedsættelse alene betyder, at studiet tager længere tid end normalt.

Andre klagetyper

Ankenævnet er også klageinstans på afgørelser om Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU). SVU er økonomisk støtte til beskæftigede, som ønsker at efter- eller videreuddanne sig på folkeskole-, gymnasialt- eller videregående niveau.

Ankenævnet behandler desuden klager over afgørelser truffet af Statens Administration om vilkår for tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. Nævnet er endvidere klageinstans over afgørelser truffet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om specialpædagogisk støtte (SPS) og visse tilskud til privat-, fri og efterskoler.

968 sager i 2014

Ankenævnet har i 2014 afsluttet 968 sager, hvoraf 780 blev realitetsbehandlet. 95 procent af sagerne blev stadfæstet – nævnet var altså enig i afgørelsen.

I 2013 afsluttede nævnet 535 sager, hvoraf 421 sager blev realitetsbehandlet. Der er altså afgjort langt flere sager i 2014 end året før, og det skyldes ikke mindst en pukkelafvikling. Sagspuklen var opstået, fordi nævnet modtog cirka 2/3 flere sager i 2014 I forhold til 2013. Stigningen skyldtes først og fremmest, at antallet af sager om handicaptillæg steg til mere end det tredobbelte.

Medlemmer af nævnet

Ankenævnet består af en formand og to medlemmer. Formanden er dommer, og de to medlemmer henholdsvis advokat og rektor.

Der deltager også sagkyndige medlemmer i sager, som handler om støtte til personer med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser. De er udpeget af Danske Handicaporganisationer.

Læs mere om Nævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger

 

Sidst opdateret 10.11.2015