Gå til indhold

Lægelige undersøgelser eller behandling af et barn eller ung uden samtykke fra forældrene

Der kan træffes afgørelse om lægelig undersøgelse eller behandling af et barn eller en ung uden samtykke i særlige tilfælde.

Hvis en forældremyndighedsindehaver ikke sørger for at lade sit barn undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen/behandlingen uden samtykke. 

Afgørelsen heraf vil i høj grad bero på den lægelige vurdering og forudsætter, at der foreligger tilslutning fra den behandlende overlæge. Det bør endvidere oplyses fra sygehus eller behandlende læge, hvilken behandling barnet eller den unge har behov for, og hvilke konsekvenser det vil få, hvis denne behandling undlades. 

Undersøgelses- eller behandlingsforløbet

Undersøgelsen eller behandlingen vil kunne foregå både ambulant eller under indlæggelse. 

Ved ambulant forstår vi, at barnet eller den unge har ophold i hjemmet, mens undersøgelsen gennemføres.

Der er ikke tale om en anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, selvom behandlingen kan indebære, at barnet eller den unge skal indlægges. Der kan derfor ikke i forbindelse med en undersøgelse eller behandling træffes afgørelse om samvær og kontakt af kommunen, men sygehuset eller det børnepsykiatriske sygehus eller andre steder, hvor barnet eller den unge opholder sig i forbindelse med undersøgelsen eller behandlingen kan begrænse forældremyndighedsindehaverens adgang ud fra anstaltsbetragtninger. 

Omsorgssvigt

Forældrenes modstand mod at lade barnet eller den unge undersøge eller behandle kan være en del af generelt omsorgssvigt af barnet eller den unge. I de tilfælde bør kommunen overveje om reglerne for anbringelse uden samtykke skal finde anvendelse. 

Læs mere om anbringelse uden for hjemmet.

Anbragt barn

Er der tale om et anbragt barn, som kommunen ønsker at få undersøgt eller behandlet, er det alene kommunen, der har kompetencen til at træffe afgørelse herom og ikke børne- og ungeudvalget.

Læs mere om kommunens opgaver og beføjelser under anbringelsen.

Barnet eller den unge modsætter sig

Hvis barnet eller den unge modsætter sig behandlingen, må det afgøres ud fra de retningslinjer, der i øvrigt gælder om lægelig behandling imod patientens ønske, om behandlingen eller undersøgelsen kan gennemføres.

Ved behandling på psykiatrisk afdeling skal man være opmærksom på reglerne i lov om tvang i psykiatrien. 

Akut afgørelse

I akutte situationer kan formanden eller næstformanden for børn og unge-udvalget træffe en akut afgørelse om lægelig undersøgelse eller behandling. Dette vil være relevant i akutte situationer, der ikke kan afvente et møde i børn og unge-udvalget.

De nærmere betingelser for en foreløbig afgørelse kan læses her.

Principafgørelse 124-09

En 13-årig dreng skulle opereres for blindtarmsbetændelse. Hverken forældrene eller drengen ville give samtykke til en eventuel blodtransfusion. Da der var tale om en akut situation i forhold til den forestående operation, kontaktede hospitalet kommunen. Formanden for børne- og ungeudvalget traf derefter formandsafgørelse om behandling uden samtykke. 

Sidst opdateret 17.11.2020

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring