Artikel: Når far og mor ikke vil lade deres anbragte barn konfirmere, kan kommunen give lov

Kommunen kan afgøre anbragte børns eller unges personlige forhold, for eksempel konfirmation, dåb eller navngivning. Men afgørelsen skal være nødvendig af hensyn til formålet med anbringelsen.

Af fuldmægtig Amanda Dahl

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nr. 2, 2017. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter marts 2017.

En ny principafgørelse belyser, i hvilke tilfælde kommunen kan afgøre personlige forhold om et anbragt barn. I den konkrete sag var resultatet, at Ankestyrelsen var enig med kommunen i, at den unge kunne blive konfirmeret under sin anbringelse. Barnet kunne blive konfirmeret, selv om indehaverne af forældremyndigheden ikke ville samtykke.

Serviceloven

Retten til at bestemme over en række personlige forhold hos et anbragt barn eller ungt menneske ligger hos indehaverne af forældremyndigheden. Det gælder også efter anbringelsen. Eksempler fra vejledningen til serviceloven, punkt 577, er dåb, navngivning og konfirmation.

Men kommunen kan godt afgøre forhold for den anbragte, selvom indehaverne af forældremyndigheden ikke er enige. Eksempler fra servicelovens § 69, stk. 1, er den unges behandling, uddannelse eller anbringelsessted.

Der er tilfælde, hvor barnet eller den unge har et udtrykkeligt ønske om egne personlige forhold, som forældrene ikke er enige i. Her skal kommunen vurdere, om det af hensyn til formålet med anbringelsen er nødvendigt, at lade barnet eller den unge selv bestemme.

Kommunen skal begrunde afgørelsen, hvis den når frem til, at barnets eller den unges ønske skal imødekommes. Forældremyndighedsindehaveren og unge over 12 år kan klage over afgørelsen til Ankestyrelsen.   

Konfirmation var ok

I sagen fra principafgørelsen bestemte Ankestyrelsen, at den unge kunne konfirmeres trods forældrenes modstand, fordi:

  • det var i overensstemmelse med formålet med anbringelsen
  • den unge havde en alder og en modenhed, der skulle tillægges stor vægt ved vurderingen af spørgsmålet
  • den unge havde et udtrykkeligt, tydeligt og vedholdende ønske om at blive konfirmeret
  • der var ikke væsentlige hensyn i den konkrete sag, der talte imod, at den unge kunne blive konfirmeret.   

Forældreansvarsloven

Selv om et barn eller en ung bliver anbragt uden for hjemmet, bevarer forældrene som udgangspunkt retten til at beslutte en række personlige forhold for barnet. Det står i forældreansvarsloven.  Det følger dog også af forældreansvarsloven, at der skal tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter barnets alder og modenhed. Der er altså både et hensyn til forældremyndighedsindehaverne og et hensyn til barnet eller den unge, der har et klart ønske om sine egne personlige forhold.

Ankestyrelsens principafgørelse 1-17 om forhold under anbringelsen, konfirmation

Forarbejder og vejledning

”Det sociale udvalg skal sikre, at anbringelsen af et barn eller en ung er hensigtsmæssig. Det sociale udvalg har til opgave at følge barnet eller den unges forhold i samarbejde med barnet eller den unges anbringelsessted.”  (Bemærkningerne i forarbejderne til Lov om social bistand § 66, nu servicelovens § 69)

Der er en række forhold, som kun forældrene som udgangspunkt kan tage stilling til, selvom deres barn er anbragt. Lovgivningen inden for det enkelte område bestemmer, hvilke rettigheder barnet eller den unge har. (Vejledningen til serviceloven om særlig støtte til børn og unge og deres familier punkt 577)

Forarbejderne til servicelovens § 69 angiver blot, at kommunen skal sørge for, at anbringelsen er hensigtsmæssig og følger barnet eller den unges forhold under anbringelsen. Det betyder, at forarbejderne ikke giver grundlag for at fortolke servicelovens § 69 sådan, at kommunen er afskåret fra at afgøre sager om konfirmation efter servicelovens § 69.

 

 

Sidst opdateret 20.03.2017