Artikel: Anbringelse af unge på eget værelse – et godt alternativ

Både kommunerne og de unge selv ser fordele ved at anbringe unge i egen bolig. Det viser Ankestyrelsens undersøgelse om anbringelse på eget værelse. Undersøgelsen peger også på, at anbringelsesformen kan give problemer med misbrug og ensomhed.

Af fuldmægtig Samuel Nielsen

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet, Nyt fra Ankestyrelsen nr. 2, april 2016.

Ankestyrelsen har undersøgt kommunernes praksis, når de anbringer børn og unge på eget værelse. Anbringelsesformen er et alternativ til for eksempel døgninstitution. Værelsestyperne kan for eksempel være lejligheder, ungdomsboliger eller kollegieværelser.

Undersøgelsen består af en spørgeskemaundersøgelse med svar fra 95 kommuner, og den bruger data fra Ankestyrelsens anbringelsesstatistik. Desuden er der interviews med udvalgte kommunale ledere, sagsbehandlere og unge, der er anbragt på eget værelse.

Eget værelse giver rum til at arbejde med den unge

Hovedparten af kommunerne svarer i spørgeskemaerne, at eget værelse giver mulighed for at arbejde med de unge i nærmiljøet, og at eget værelse forbereder de unge til voksenlivet.

Spørgeskemaundersøgelsen viser også, at godt halvdelen af kommunerne bruger eget værelse for at skabe ro omkring den unge – for eksempel i forhold til konflikter med familien. En sagsbehandler i en af interviewkommunerne fortæller:

”Vi har en ung, som er blevet anbragt på eget værelse, da konfliktniveauet har været så højt i hjemmet, at vi har været nødt til at anbringe for at kunne arbejde individuelt med den unge og forældrene. Vi havde ikke mulighed for at løse problemerne i den unges familie. Det giver også den unge mere ro og luft i tilværelsen i forhold til at komme videre”.

En anden sagsbehandler påpeger, at eget værelse er et godt alternativ for unge, når  kommunen vurderer, at den unge er tilstrækkelig kompetent til at klare sig selv på eget værelse, men at et opholdssted ikke er det rigtige sted.

"Vi har en del unge, der har været anbragt i plejefamilie – og måske i en lang årrække. Der sker noget følelsesmæssigt i disse unge, som gør, at de ikke kan være i plejefamilien, da de kommer i opposition og bliver udadreagerende. Her tænker jeg, at de unge klarer sig for godt til at komme på et opholdssted. Vores opholdsstedsdel er ifølge min fornemmelse blevet en hård kultur, så hvis de unge har nogle kompetencer og har mulighed for at passe skole og uddannelse, så ryger de på eget værelse”.

Ensomhed og misbrug blandt de unge

Både spørgeskemaundersøgelsen og de kvalitative interview berører ensomhed og misbrug blandt unge på eget værelse. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at cirka to tredjedele af kommunerne ser ensomhed som en risiko. Alle interviewkommunerne er opmærksomme på den problemstilling. En sagsbehandler forklarer:

”Det fylder meget hos os, at de unge ikke isolerer sig eller bliver ensomme, når de kommer på eget værelse. (…) Vi har mange unge, som udvikler angst, når de isolerer sig. Derfor prøver vi på, at få dem ud af værelset. (…) Men der ligger en udfordring i, at de unge har en adfærd, hvor de beskytter sig selv, fordi de tidligere er blevet skuffet. Det er noget, som vi forsøger at italesætte, for netop at signalere, at de ikke på sigt kan leve alene”.  

Ifølge anbringelsesstatistikken var 16 procent af de unge i 2012 anbragt på eget værelse på grund af misbrugsproblemer. I 2014 var det 19 procent af de unge anbragt på eget værelse, der var anbragt på grund af problemer med misbrug. I denne sammenhæng fortæller en af de interviewede sagsbehandlere, at de forsøger at forebygge, at værelserne kan blive opholdssted for andre unge med for eksempel misbrugsproblemer.

Det ”virkelige liv” på eget værelse

I tråd med de andre interviewede unge beskriver en ung fyr, at det at komme på eget værelse handler om det ”virkelige liv”. En ny tilværelse med meget frihed, hvilket passer ham fint. Han er dog opmærksom på, at der også er begrænsninger i forhold til at administrere friheden på eget værelse:

"Da jeg flyttede fra min plejefamilie, kom jeg ud i det virkelige liv. Det kan være hårdt, men det er også dejligt. Altså – der er ingen, der siger, at nu skal du gøre ditten og datten. Jeg bestemmer selv, hvornår jeg vil gøre tingene. Jeg skal selvfølgelig ikke alt for sent i seng eller begynde at rydde op midt om natten. Men jeg kan selv vælge, hvad jeg vil have til aftensmad, hvornår jeg vil spise, og hvornår jeg skal være hjemme. Det er luksus!”.

En unge pige beskriver oplevelsen af at have sit eget hjem for første gang. Det har især betydning for hende, at hun kan bestemme over sit eget hjem, og at hun selv har været med til at indrette lejligheden: 

”Det er dejligt at kunne komme hjem, og at der er ro – og at jeg kan være mig selv. Det er mit hjem – det er mig, der bestemmer – og kun mig. Jeg ved, hvordan tingene skal være. Det er mit sted og mine ting. (…)”

At tage ansvar for sin tilværelse

Det kendetegner alle de interviewede unge, at de i højere grad tager ansvar for deres tilværelse, efter de er flyttet på eget værelse. En af de interviewede unge fortæller, at hun med tiden er blevet mere ansvarsbevidst og selvstændig i forhold til praktiske gøremål i hverdagen. Sådan var det ikke i starten. Samtidig er hun også begyndt at tænke på fremtiden, og hvad der skal ske, når hun fylder 18 år.  

”Det har betydet meget for mig, at jeg har fået min egen lejlighed. Før var jeg vant til at andre folk gjorde alt for mig. At der blev lavet mad til mig. Nu er der ingen, der kommer og laver mad og vasker op. Det var både meget mærkeligt og svært i starten. (…) Så jeg må indrømme, i starten var jeg ret doven, men i dag elsker jeg at komme hjem og rydde op og vaske op. Jeg synes også, at det går bedre med at komme op om morgenen og gå i skole. Jeg vil gerne gøre det godt i skolen, så jeg kan blive til noget”.

En ung fortæller, hvordan det var at flytte på eget værelse. Overgangen har betydet, at han er blevet mere bevist om, hvordan han lever sit liv, og hvordan han bruger sine penge.

”(…)Nu har jeg indset, hvad det vil sige at bo alene. Det har ændret mig på nogle punkter. Jeg er blevet mere moden. For eksempel hvad jeg bruger mine penge på. Før brændte jeg dem bare af på smøger, chips og slik. Nu brænder jeg dem af på mad, toiletpapir og håndsæbe. Hvis jeg gemmer nogle penge i stedet for at bruge dem på smøger, så kan jeg også få lidt mad. Det har nogle konsekvenser, de ting jeg gør – det kan jeg se nu. Det samme er det med at rydde op. Før lignede det, at nogen havde kastet en håndgranat. I dag er det ikke så slemt. Jeg tænker mere og mere på, hvordan jeg lever mit liv”

Støttekontaktpersonen er vigtig for de unge

De interviewede unge opfatter sagsbehandleren som mere perifer end støttekontaktpersonen. Støttekontaktpersonen beskriver flere af de unge som en livline. To af de unge fortæller:

”I starten var det meget min støttekontaktperson, som var opsøgende, og jeg så hende cirka to tre gange om ugen. Jeg havde nok svært ved at lukke op. Nu går det meget bedre i forhold til at spørge hende om hjælp. Det er også hende, jeg ringer til, hvis der er noget, der brænder på.”
”Det er trygt, at der er nogen, der kan gribe mig, hvis jeg skulle ”falde”. Det er jo første gang, at jeg står på egne ben. Vi ses cirka to gange om ugen. Jeg kan ringe til hende dag og nat”.

Læs hele rapporten ”Kommunernes praksis forbundet med anbringelse af børn og unge på eget værelse”

 

 

 

Sidst opdateret 13.04.2016