Gå til indhold

Sagens behandling i Børn og unge-udvalget

Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelser om tvangsanbringelse og andre tvangsmæssige indgreb i forholdet mellem forældre og børn

Det er som udgangspunkt kommunens Børn og unge-udvalg, der som 1. instans træffer afgørelser af tvangsmæssig karakter om et barn eller en ung. 

Børn og unge-udvalget består af 

  • 2 medlemmer valgt af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer
  • 1 dommer
  • 2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige.

Børn og unge-udvalget kan bl.a. træffe afgørelser om

  • tvangsmæssig undersøgelse af et barns eller en ungs forhold
  • tvangsmæssig anbringelse af et barn eller ung uden for hjemmet
  • afbrydelse af samvær eller kontakt mellem barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver under en anbringelse
  • overvåget samvær under en anbringelse.

Det er forvaltningen, der beslutter om en sag skal forelægges for Børn og unge-udvalget.

Forvaltningen sørger for, at sager der skal afgøres af Børn og unge-udvalget forelægges for udvalget sammen med sagens akter samt en indstilling om sagens afgørelse.

Indstillingen til Børn og unge-udvalget

Indstillingen til Børn og unge-udvalget skal indeholde en børnefaglig undersøgelse og en skriftlig redegørelse for vurderingen af, om betingelserne for den tvangsmæssige foranstaltning er opfyldt. 

Indstillingen skal også indeholde en handleplan for anbringelsen. Planen skal angive det overordnede formål med anbringelsen, anbringelsens forventede varighed og den indsats, der skønnes nødvendig for at opnå formålet. 

Endelig skal indstillingen også indeholde et referat af børnesamtalen, afholdt med barnet eller den unge inden den påtænkte foranstaltning, og som angiver barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning. 

Hvem er parter i sagen

Parter i en børnesag er:

  • indehavere af forældremyndigheden
  • den unge over 10 år eller 
  • den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, men som afgørelsen om samvær eller kontakt vedrører.

Inden der træffes afgørelse i en sag om tvangsmæssig foranstaltning skal kommunen orientere sagens parter om retten til at se sagens akter og til at udtale sig i sagen.

At være part i en børnesag betyder, at man ved behandling af en sag ved Børn og unge-udvalget har ret til: 

  • at have sin egen advokat med til mødet
  • at have en bisidder med til mødet (f.eks. et familiemedlem eller en ven)
  • at udtale sig overfor udvalget, inden der træffes afgørelse i sagen.

Børn og unge-udvalget er et ja/nej udvalg og kan derfor alene beslutte at følge eller afvise forvaltningens indstilling.

Afgørelser truffet af Børn og unge-udvalget kan indbringes for Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. 

Ankestyrelsen kan også selv træffe tvangsmæssige afgørelser, hvis Ankestyrelsen vurderer, at der er behov for det, f.eks. i de situationer, hvor barnets eller den unges akutte situation tilsiger en hurtig afgørelse.

 

Sidst opdateret 31.01.2024

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring