Artikel: Anbragte børn skal have tid til at indstille sig på at komme hjem

Kommunalbestyrelsen skal fastsætte en hjemgivelsesperiode, også når det er retten, der bestemmer, at en anbringelse af et barn uden for hjemmet skal ophøre. Kun i helt særlige tilfælde skal kommunalbestyrelsen ikke fastsætte en hjemgivelsesperiode.

Af fuldmægtig Martin Olsgaard

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nr. 2, marts 2015.

Når et barn har været anbragt uden for hjemmet, men igen skal hjem, skal det ikke ske fra den ene dag til den anden. Af hensyn til barnet skal der være en overgangsperiode, hvor barnet kan vænne sig til at skulle tilbage til hjemmet og hvor hjemgivelsen kan blive tilrettelagt. Den periode kaldes en hjemgivelsesperiode og kan vare op til seks måneder. Det er kommunalbestyrelsen, der fastsætter hjemgivelsesperioden. Det står i servicelovens § 68.

En konkret sag

I december 2014 valgte Retten i Aalborg ved dom at hjemgive et 1-årigt barn. Retten vurderede, modsat Ankestyrelsen, at det ikke var godtgjort, at der var en åbenbar risiko for barnets sundhed og udvikling ved ophold i hjemmet.

Det interessante er, at retten bemærkede, at hjemgivelsen skulle ske efter servicelovens § 68. Det må læses således, at Retten i Aalborg også vurderer, at hjemgivelse først kan ske, efter betingelserne i § 68 er opfyldte. Og det betyder blandt andet, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om en hjemgivelsesperiode.

Hvad sker der når retten ophæver en anbringelse?

Retten kan ændre en afgørelse fra Ankestyrelsen og for eksempel bestemme, at et barn ikke længere skal være anbragt, som det skete i eksemplet ovenfor. Men retten kan ikke fastsætte en hjemgivelsesperiode, det er noget, som kun kommunalbestyrelsen kan.

Det fremgår ikke direkte af serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om hjemgivelsesperiode i de tilfælde, hvor retten ophæver anbringelsen. Men det følger, efter Ankestyrelsens vurdering, af en almindelig formålsfortolkning af § 68, stk. 2.

Det er barnets behov, der er i centrum, og derfor er det vigtigt, at barnets overgang fra anbringelsen til hjemgivelse bliver så skånsom som muligt. Det gælder, uanset om det er børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten, der vurderer, at anbringelsesgrundlaget ikke længere er til stede.  

Et barn, der inden rettens afgørelse var anbragt uden for hjemmet, kan kun hjemgives til forældrene, når kommunalbestyrelsen har truffet en afgørelse om det, herunder fastsat en hjemgivelsesperiode.

Det skal bemærkes, at Ankestyrelsen endnu ikke principielt har taget stilling til spørgsmålet om hjemgivelsesperiode efter en dom. Denne artikel giver udtryk for den faglige vurdering, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte en hjemgivelsesperiode i de tilfælde, hvor retten ophæver Ankestyrelsens afgørelse.

Særligt tilfælde

Som udgangspunkt skal kommunalbestyrelsen altså altid fastsætte en hjemgivelsesperiode. Det gælder dog ikke i det tilfælde, hvor formanden for børn og unge-udvalget i en akut situation har truffet afgørelse om anbringelse, en såkaldt formandsafgørelse, men hvor børn- og ungeudvalget efterfølgende ikke godkender formandsafgørelsen. Børn og unge-udvalget har en periode på syv dage til at godkende formandsbeslutningen.

Begrundelsen for det er, at når formandsbeslutningen ikke godkendes, så er anbringelsen bortfaldet. Det fremgår af principafgørelse 84-14.  

Læs Ankestyrelsens principafgørelse 84-14 om anbringelse - formandsafgørelse - godkendelse – hjemgivelsesperiode

Andre særlige tilfælde kan for eksempel være, hvis plejeforholdet ophører samtidigt med, at barnet af andre årsager skal hjemgives. Her kan det være bedst, at barnet kommer direkte hjem til forældrene. Det kan også være, at hjemgivelsen sker lige op til skolestart, og at det vil være bedst for barnet at komme hjem hurtigt og starte i en ny skole samtidigt med de øvrige børn

Barnets behov

Formålet med ændringen af servicelovens § 68 var at gøre hjemgivelsen bedre for barnet og få tilrettelagt et forløb for barnet. Et centralt formål med denne del af lovforslaget var i højere grad at sætte fokus på barnets behov i hjemgivelsessituationen.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet med at fastsætte en hjemgivelsesperiode er at hindre, at en hjemgivelse sker pludseligt og uden forberedelse, så hjemgivelsen er til skade for barnets trivsel og udvikling. Barnet får hermed mulighed for at sige ordentligt farvel til anbringelsesstedet, og kan gennem  for eksempel hyppigere samvær med forældrene vænne sig til at skulle hjem. Det fremgår også af bemærkningerne, at hjemgivelsesperioden, i tilfælde hvor anbringelsen hidtidig har været frivillig, kan bruges til at vurdere, om anbringelsen skal opretholdes ved tvang. 

Kommunalbestyrelsen skal i hjemgivelsesperioden tilrettelægge hjemgivelsen, herunder vurdere, om der er behov for støtte til barnet eller den unge eller forældrene efter hjemgivelsen, og forberede denne støtte. Derudover vil der også ofte være behov for, at kommunalbestyrelsen i samarbejde med forældrene sørger for, at der er gode forhold for barnet i form af passende dagpleje, vuggestue, skole og/eller fritidstilbud straks efter hjemgivelsen.

Læs mere

I principafgørelse 96-13, kan du læse, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter servicelovens § 68, stk. 2, når børn og unge-udvalget finder, at der ikke fortsat er et anbringelsesgrundlag. Dette gælder også, hvis Ankestyrelsen beslutter at hjemgive et anbragt barn.

Læs Ankestyrelsens principafgørelse 96-13 om hjemgivelsesperiode - hjemgivelse – anbringelsesgrundlag.

På  disse sider kan du læse mere om sager om børn og unge.

Hjemgivelse – lovgrundlag

Ved Lov nr. 318 af 28. april 2009, blev § 68 væsentligt ændret ved indsættelse af stk. 2-5. Kommunalbestyrelsen skal herefter fastsætte en hjemgivelsesperiode, som kan vare op til seks måneder. Alene, hvor der foreligger særlige tilfælde, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode.

Kommunalbestyrelsens mulighed for at tilrettelægge hjemgivelsen fremgår af servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 5 eller 6.

 

 

 

Sidst opdateret 12.04.2016