Navneændring

Hvis du har fast bopæl i Danmark, kan du søge om at få ændret dit navn i Danmark.

Hvis din ansøgning om navneændring imødekommes, modtager du en bekræftelse herpå i din digitale postkasse.

Du kan læse mere herom på borger.dk

Særligt om ændring af dit barns navn

Hvis I har fælles forældremyndighed

Har I fælles forældremyndighed over barnet, skal I begge samtykke til navneændringen.

Hvis du har forældremyndigheden alene

Hvis barnet bærer samme mellem- eller efternavn som den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne forælder afgive en erklæring, inden der kan træffes afgørelse om ændring af barnets navn. Dette gælder også, hvis barnet bærer forælderens fornavn som mellem- eller efternavn.

Barnets holdning

Et barn over 12 år skal samtykke til navneændringen.

Er barnet under 12 år, skal myndigheden indhente oplysning om barnets holdning til navneændringen. Oplysningen skal indhentes på en måde, der passer til barnets modenhed og sagens omstændigheder.

Stedforældres eller plejeforældres navne

Skal barnet have et navn, der stammer fra en sted- eller plejeforælder, skal denne samtykke hertil på ansøgningsskemaet.

Ændring til din ægtefælles eller samlevers navn

Ægtefæller kan tage hinandens mellem- og efternavne, hvis ægtefællen samtykker til det.

Hvis I ikke er gift, kan I også tage hinandens mellem- og efternavne efter samtykke fra hinanden. Det kræver, at I har boet sammen i mindst to år, eller at I har fælles børn under 18 år, der har eller skal have navnet. Når I indsender ansøgningen om navneændring, skal I samtidig udfylde en samlivserklæring.

Navneændring på bryllupsdagen

Hvis du vil søge om navneændring på bryllupsdagen, skal du sende en ansøgning via den digitale selvbetjening på borger.dk. Hvis ansøgningen undtagelsesvis ikke kan indgives ved digital selvbetjening, skal den særlige blanket "Navneændring på bryllupsdagen" anvendes. Blanketten findes ligeledes på borger.dk.

Du skal søge senest 15 hverdage inden vielsen.

Personregisterføreren / Statsforvaltningen tager stilling til, om du kan få navneændringen, og giver besked til vielsesmyndigheden.

Kun hvis du får afslag, får du direkte besked. Ellers kan du gå ud fra, at ansøgningen er blevet imødekommet. Hvis navneændringen kan tillades, udfærdiger vielsesmyndigheden vielsesattesten med de nye navne. Navneændringen vil altså ske på bryllupsdagen, medmindre du inden vielsen har fået afslag på din ansøgning.

Navneændring, hvis du bor eller opholder dig i udlandet

Hvis du opholder dig midlertidigt i udlandet, skal du søge navneændring i det sogn i Danmark, hvor du sidst har boet. Er du født i Sønderjylland, skal du søge i den kommune, hvor du er fødselsregistreret.  Ansøgning skal indgives ved digital selvbetjening på borger.dk. 

Har du fast bopæl og varig tilknytning til det land, du bor i (domicil), skal du søge navneændring dér, også selvom du er dansk statsborger. Hvis myndighederne afviser at foretage navneændring for dig på grund af dit danske statsborgerskab, skal du søge i det sogn i Danmark, hvor du sidst har boet. Er du født i Sønderjylland, skal du søge i den kommune, hvor du er fødselsregistreret. Du skal vedlægge en erklæring fra myndighederne i det land du bor i, hvoraf det fremgår, at de ikke kan foretage navneændring for dig på grund af dit statsborgerskab. Hvis du har anskaffet dig NemID, skal du indgive ansøgning digitalt på borger.dk.

Flere navne i samme ansøgning

Du må gerne søge om flere navne i samme ansøgning. For eksempel kan du søge om at få ændret både dit for-, mellem- og efternavn i samme ansøgning og kun betale ét gebyr. Du kan også skrive et eller flere alternative navneønsker og på den måde undgå at skulle søge igen, hvis du får afslag på at få det navn, du helst vil have.

Sidst opdateret 22.10.2018