Tvangsægteskab

Danske myndigheder må under ingen omstændigheder medvirke til, at der bliver indgået ægteskaber under tvang, dvs. vold, trusler og andre former for utilbørligt pres.

Et tvangsægteskab er ikke det samme som et proformaægteskab eller et arrangeret ægteskab. Dette skyldes, at disse to former for ægteskab ikke på samme måde som et tvangsægteskab er præget af tvang.

Når en ansøgning om at blive gift bliver behandlet, eller når vielsen foretages, skal kommunen og vielsesmyndigheden sikre sig, at begge parter ønsker at indgå ægteskabet, og at ingen af parterne er udsat for tvang eller utilbørligt pres.

Følgende omstændigheder kan tyde på, at der er tale om et tvangsægteskab:

  • Parterne eller en af parterne indgår ægteskab i en ung alder. 
  • En af parterne stammer fra et land eller et område, hvor tvangsægteskaber forekommer. (Undersøgelser viser, at tvangsægteskaber især forekommer i bestemte lande og bestemte dele af verden samt i bestemte etniske grupper og inden for bestemte religiøse samfund. Tvangsægteskaber er udbredt i især mange asiatiske lande, mange afrikanske lande og i mange lande i Mellemøsten. Tvangsægteskaber kan dog også forekomme andre steder.) 
  • Parterne er nært beslægtede. 
  • En af parterne eller andre oplyser, at der er tale om et tvangsægteskab.

Også andre omstændigheder kan tyde på, at der kan være tale om et tvangsægteskab, eksempelvis oplysninger om tidligere tilfælde af tvangsægteskab i parternes familier eller oplysninger om, at den ene parts familie har betalt et beløb til den andens familie.

Selvom en eller flere af disse omstændigheder foreligger, beviser det ikke, at der er tale om et tvangsægteskab. Men i de ovennævnte situationer skal kommunen eller vielsesmyndigheden overveje at foretage en nærmere undersøgelse af sagen.

Får kommunen eller vielsesmyndigheden mistanke om, at der er tale om et tvangsægteskab, skal man udsætte sagen og undersøge spørgsmålet nærmere. Det gælder både udstedelse af prøvelsesattest og selve vielsen.
Når kommunen eller vielsesmyndigheden udsætter en sag på grund af mistanke om tvangsægteskab, skal man sikre, at ingen af parterne udsættes for risiko for overgreb fra familien m.v. Kommunen eller vielsesmyndigheden skal derfor udvise stor diskretion ved håndteringen af disse sager.

Sager, hvor der er mistanke om tvangsægteskab, skal altså behandles varsomt. Kommunen eller vielsesmyndigheden bør derfor overlade disse sager til medarbejdere med den fornødne ekspertise, f.eks. sagsbehandlere, der er vant til at arbejde med etniske minoriteter og æresrelaterede konflikter.

Sidst opdateret 14.11.2013