Oplysninger om Armenien

Oplysninger vedrørende udstedelse af civilstandsattester, legaliseringsprocedurer og apostillepåtegninger i Armenien.

Vielseskompetence

Vielser foretages ved The Civil Acts Registration Office of the Ministry of Justice of the Republic of Armenia.

Ægteskaber, der er indgået for en statslig myndighed, har civilretlige virkninger (modsat religiøse virkninger).

Et ægteskab, der ikke er indgået for en statslig myndighed, anerkendes ikke i Danmark.

(opdateret 19.02.2015)

Formkrav

Vielser skal registreres ved The Civil Acts Registration Office for at være gyldige, hvorefter parterne er underlagt både rettigheder og pligter ved ægteskabet. (opdateret 19.2.2015)

Er det tilladt at indgå ægteskab, når man ikke er fyldt 15 år?

Minimumsalderen for at indgå ægteskab er 18 år for både mænd og kvinder. Der er dog to undtagelser;

-     En person kan indgå ægteskab i en alder af 17 år med samtykke fra (adoptiv)forældre eller værge

-     En person kan indgå ægteskab i en alder af 16 år såfremt der foreligger samtykke fra (adoptiv)forældre eller værge samt at den anden part er mindst 18 år.

(opdateret 19.02.2015)

Er det tilladt at indgå ægteskab, når begge parter ikke er samtidigt til stede?

Det er kun muligt at indgå ægteskab, såfremt begge parter er til stede ved vielsen. (opdateret 19.2.2015)

Andre omstændigheder, der efter landets lovgivning medfører, at en vielse er ugyldig

Et ægteskab kan erklæres ugyldigt ved domstolene hvis;

-     ægteskabet er indgået i strid med en gyldighedsregel

  • Alderskravet
  • Begge parters samtykke til at indgå ægteskab
  • Bigami
  • Parterne er nærtstående eller adoptivforældre/adoptivbarn
  • Én af parterne er dømt juridisk inhabil ved domstolene
  • Èn af parterne har tilbageholdt at denne har en seksuelt overført sygdom (inklusiv HIV), alkohol/stofafhængig eller mental sygdom

-     Én eller begge parter har indgået ægteskabet uden intension om at stifte familie (et ”sham marriage”)

 (Opdateret 19.02.2015)  

Legalisering/apostillepåtegning

Armenien har tiltrådt Haager-konventionen, hvorefter offentlige dokumenter oversættes til det relevante sprog(oftest engelsk) fulgt af et notarielt certifikat som legaliserer oversættelsen. Herefter legaliseres oversættelsen eller det originale dokument med en apostillepåtegning fra det Armenske Justitsministerium.

(opdateret 19.02.2015)

Ankestyrelsens Familieretsafdelings udtalelser om vielser foretaget i landet

Ingen oplysninger.

Civilstandsattester

Personer bosat i Armenien kan få udleveret følgende attester:

-     Attest som dokumenterer status som ugift. Udstedes af det lokale Civil Acts Registration Office

-     Attest som dokumenterer ægteskabelig status til brug for indgåelse af ægteskab i udlandet. Udstedes af Det Armenske Justitsministerium eller Den Armenske Ambassade/Konsulat i det pågældende land, hvor ægteskabet ønsket indgået. Den pågældende ambassade/konsulat sender anmodningen om civilstandsattesten til Det Armenske Udenrigsministerium, som videresender til Det Armenske Justitsministerium. Justitsministeriet sender en udtalelse til den pågældende ambassade/konsulat som herefter udsteder civilstandsattesten.

(Opdateret 19.02.2015)

Skilsmisser

I Armenien har begge parter lige adgang til skilsmisse.

Adgangen til at søge om skilsmisse kan kun hindres i tilfælde af kvindens graviditet. Såfremt kvinden er gravid på tidspunktet for skilsmisseansøgningen, kræver en godkendelse af ansøgningen, at kvinden har samtykket til skilsmisse.

En skilsmisse kan foretages både ved The Civil Acts Registration Office og ved domstolene. Gives skilsmisse ved domstolene, skal den efterfølgende registreres ved The Civil Acts Registration Office, men er dog gyldig selv om denne registrering ikke er sket. Skilsmissen er gyldig fra domsafsigelsen.

 Skilsmisse gives i tilfælde hvor;

-     Begge parter ønsker skilsmisse

-     Èn af parterne ønsker skilsmisse og den anden part er dømt forsvundet af domstolene

-     Én af parterne ønsker skilsmisse og den anden part er dømt juridisk inhabil af domstolene

-     Én af parterne ønsker skilsmisse og den anden part er idømt minimum 3 års fængsel af domstolene

 (opdateret 19.2.2015)

 Alle informationer hidrører fra Det Danske Konsulat i Armenien.

Sidst opdateret 10.07.2015