Anerkendelse af udenlandske adoptionsafgørelser

Afsnittet handler kun om internationale adoptioner, som er gennemført via den danske formidlende organisation Danish International Adoption (DIA) med henblik på, at barnet kommer til Danmark.

Det er Statsforvaltningen, der står for den afsluttende sagsbehandling, når et barn bliver adopteret til Danmark gennem DIA. Hvordan Statsforvaltningen afslutter sagen afhænger af reglerne i det land, som barnet bliver adopteret fra.

Ankestyrelsen holder løbende Statsforvaltningen orienteret om, hvordan Statsforvaltningen skal afslutte adoptionssager fra de enkelte lande.

Statsforvaltningens sagsbehandling kan på baggrund af Ankestyrelsens landeoplysninger resultere i en af følgende mulige forvaltningsakter:

  • En bekræftelse på at adoptionsafgørelsen anerkendes umiddelbart i medfør af adoptionslovens § 28, stk. 2 og Haagerkonventionens artikel 23.

  • En bekræftelse på at adoptionsafgørelsen anerkendes umiddelbart på baggrund af de udenlandske dokumenter og attester i medfør af adoptionslovens § 28, stk. 2

  • En dansk adoptionsbevilling i medfør af adoptionslovens § 1.

  • En dansk adoptionsbevilling i medfør af adoptionslovens § 1 og en dansk artikel 23-erklæring.

Du kan læse mere om Statsforvaltningens afsluttende sagsbehandling i Cirkulæreskrivelse nr. 61 af 16. juli 2012 om udenlandske adoptionsafgørelser og i Vejledning om adoption.

Bemærk

 

  • Landeoplysningerne vil fremover blive opdateret  på Ankestyrelsens hjemmeside.
  • Cirkulæreskrivelsens landeoversigt er ikke opdateret, da der i flere lande er sket ændringer af landets regler og myndighedsstruktur. Ankestyrelsen har løbende sendt nye retningslinjer til Statsforvaltningen på baggrund af sådanne ændringer. 
  • På landesiderne er der oplysninger om de lande, hvor DIA har et aktivt samarbejde, som er godkendt af Ankestyrelsen. Landesiderne vil blive opdateret løbende. Siderne har oplysninger om, hvilke dokumenter, der skal foreligge, og hvilke myndigheder, der i det enkelte Haagerkonventionsland udsteder artikel 17c-erklæring om, at adoptionen kan fortsætte, og artikel 23-erklæring om, at adoptionen er i overensstemmelse med konventionen.
Sidst opdateret 09.10.2017