Ophævelse af en adoption

Ophævelse af adoption betyder, at adoptivbarnet og adoptanterne ikke længere har et retsforhold til hinanden. Det betyder, at der blandt andet ikke længere er gensidig arveret mellem dem.

Hvis du vil søge om at ophæve en adoption, skal du sende en ansøgning til Ankestyrelsen.

Adoptivbarn over 18 år

Ophævelse

Efter at et adoptivbarn er fyldt 18 år, er det muligt at ophæve adoptionen, hvis adoptivbarnet og adoptanterne er enige om det. Det er Ankestyrelsen, der ophæver adoptionen.

Retsforhold til oprindelige forældre

Adoptivbarnet kan samtidig genindtræde i retsforholdet til den/de oprindelige forældre, hvis den/de oprindelige forældre samtykker. Hvis kun den ene oprindelige forælder samtykker, kan retsforholdet til denne genetableres.

Adoptivbarnet kan ikke genindtræde i retsforholdet til en afdød oprindelig forælders slægt.

Adoptivbarn under 18 år

Ophævelse af adoption

Før et adoptivbarn er fyldt 18 år, er det muligt at ophæve adoptionen, hvis det er bedst for barnet, og hvis adoptanten og adoptivbarnets oprindelige forældre er enige om det.

Hvis barnet er over 12 år, skal barnet give samtykke til ophævelsen.

Hvis barnet er under 12 år, skal barnet høres om ophævelsen.

På baggrund af en ansøgning og evt. yderligere oplysninger vurderer Ankestyrelsen, om en ophævelse af adoptionen er bedst for barnet. Hvis dette er tilfældet, bliver sagens parter indkaldt til samtale i Statsforvaltningen, og herefter træffer Ankestyrelsen afgørelse i sagen.

Du kan sende et brev til Ankestyrelsen og bede om ophævelsen.

Retsforhold til oprindelige forældre

Hvis adoption af et barn under 18 år ophæves, genindtræder barnet automatisk i retsforholdet til sin oprindelige forælder.

Sidst opdateret 11.05.2016