Adoption, hvis du bor i udlandet

Hvis du bor i udlandet og ønsker at adoptere, skal Ankestyrelsen først undersøge, hvilket lands ret du skal søge adoption efter.

Du skal almindeligvis adoptere efter reglerne i det land, hvor du har fast bopæl og varig tilknytning - der hvor du har dit domicil.

Det er Ankestyrelsen, der foretager domicilvurderingen.

Hvis du har domicil i Danmark, men adopterer i udlandet, anerkender vi normalt ikke adoptionen i Danmark.

Hvis du er udlænding, og du for nyligt er flyttet til Danmark, eller du blot opholder dig midlertidigt i Danmark, kan du eller Statsforvaltningen også bede Ankestyrelsen undersøge, om du skal adoptere efter de danske regler. 

Før du adopterer

For at Ankestyrelsen kan undersøge dit domicil, skal du (og din eventuelle ægtefælle) svare på følgende spørgsmål:

  1. Hvornår flyttede du/I til udlandet? 
  2. Har du/I boet i udlandet siden? (Uddyb gerne, hvis du/I har boet i flere lande)
  3. Hvad er baggrunden for dit/jeres ophold i udlandet/Danmark? (Uddyb gerne)
  4. Hvad er din/jeres arbejdsmæssige tilknytning til udlandet og Danmark? (Uddyb gerne, herunder om der er tale om udstationeringer eller lokale ansættelsesforhold i udlandet)
  5. Hvor længe har du/I opholds- og arbejdstilladelse i udlandet/Danmark, og hvor længe har du/I haft den? 
  6. Ejer du/I fast ejendom i udlandet og/eller i Danmark? 
  7. Har du/I lejet bolig i udlandet og/eller Danmark? Hvis ja, i hvilket land og i hvilken periode? 
  8. Er du/I skattepligtige i udlandet og/eller Danmark? (Uddyb gerne)
  9. Hvor ofte og hvor længe holder du/I ferie i Danmark? 
  10. Har du/I planer om at vende tilbage til Danmark - og i givet fald hvornår? (Uddyb gerne)

Du kan sende os oplysningerne i et brev, i en mail via borger.dk eller i din e-Boks med NEM-ID.

Bemærk, at vi ikke kan sende dig et svar på en almindelig, ukrypteret mail, da svaret vil indeholde personfølsomme oplysninger.

Hvis du sender os en almindelig mail, vil vi svare via brev.

Når du allerede har adopteret

Hvis du bor i udlandet og har adopteret et barn efter reglerne i det land, du bor/boede i, er Ankestyrelsen den myndighed i Danmark, der kan anerkende adoptionen.

Når adoptionen er anerkendt, kan du søge om dansk statsborgerskab til barnet.

En udenlandsk adoption kan anerkendes i Danmark, hvis alle de følgende betingelser er opfyldt:

  • Du havde på ansøgnings-/adoptionstidspunktet fast bopæl og varig tilknytning (domicil) i det pågældende land. 
  • Adoptionen har retsvirkninger, der svarer til retsvirkningerne af en dansk adoption. 
  • Adoptionen er ikke åbenbart uforenelig med grundlæggende danske principper for adoption.

Du skal sende de originale adoptionspapirer og barnets originale fødselsattest eller bekræftede kopier af disse dokumenter. Det er kun den udstedende myndighed, der kan bekræfte en kopi.

Dokumenterne skal være oversat til dansk eller engelsk, og oversættelsen skal være autoriseret. Det gælder dog ikke dokumenter, der er skrevet på et af de nordiske sprog. Dokumenter, der er udstedt i nogle lande, skal desuden være legaliseret.

Hvis du ikke allerede har fået en domicilvurdering af Ankestyrelsen, skal du desuden svare på de 10 spørgsmål, som er listet ovenfor. Du skal derudover også oplyse, hvor og hvornår du/I ansøgte om adoption i udlandet (Oplys land, myndighed og dato). 

Du kan finde svar på spørgsmål om statsborgerskab på nyidanmark.dk eller kontakte Indfødsretskontoret i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Barnet skal være dansk statsborger for at kunne få udstedt et dansk pas.

Ansøgninger om statsborgerskab skal sendes til Indfødsretskontoret i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Sidst opdateret 21.04.2016