Artikel: Om at standse udbetaling af sygedagpenge efter en administrativ forlængelse

Ankestyrelsen oplever, at kommunerne lader udbetalingen af sygedagpenge fortsætte indtil efter deres afgørelse. Det må de ikke. To principafgørelser præciserer reglerne.

Af fuldmægtig Ditte Juulsgaard Andersen

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nr. 3, 2017. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter juni 2017.

I sygedagpengeloven er der et begreb, der kaldes revurderingstidspunktet. Det betyder, at retten til sygedagpenge stopper efter udløbet af en kalendermåned, når der er udbetalt sygedagpenge i mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder. Sygedagpengeudbetalingen kan dog forlænges, hvis visse betingelser er opfyldt.

Kommunen skal – inden revurderingstidspunktet – have afgjort, om der er grundlag for at forlænge udbetalingen. Det sker dog, at kommunen ikke i rette tid afgør, at udbetalingen skal stoppe, og at borgeren derfor får sygedagpenge udover revurderingstidspunktet uden at opfylde en af betingelserne for forlængelse. I de tilfælde stopper udbetalingen af sygedagpenge først på det tidspunkt, hvor kommunen afgør, at den skal stoppe. Men det er ikke noget, som alle kommuner er opmærksomme på, og derfor fortsætter de med at udbetale ydelsen.   

Standsningstidspunktet

Revurderingen betyder, at inden udbetalingen af sygedagpenge kan stoppe, skal kommunen have revurderet den sygemeldtes situation. Det handler om at tage stilling til, om der er grund til at forlænge sygedagpengeperioden.

Hvis kommunen ikke afgør, at sygedagpengene kan stoppe, fortsætter udbetalingen, indtil kommunen har afgjort sagen. Det gælder både

  • afgørelser om ophør af sygedagpenge ved revurderingstidspunktet og
  • afgørelser, efter at sygedagpengeudbetalingen har været forlænget efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1.

Det følger af to principafgørelser:

Ankestyrelsens principafgørelse 75-15 om sygedagpenge - Højesteretsdom - gyldig afgørelse - tilbagevirkende kraft - genoptagelse - forældelse - modregning

Ankestyrelsens principafgørelse 102-15 om sygedagpenge - Højesteretsdom - forlængelse - afklaring af arbejdsevnen - gyldig afgørelse - tilbagevirkende kraft

Gyldig afgørelse efter revurderingstidspunktet eller efter at forlængelsen er udløbet

Der er tilfælde, hvor kommunen først efter revurderingstidspunktet eller efter udløbet af en forlængelse har afgjort, at udbetalingen af sygedagpenge skal stoppe. I de tilfælde har den sygemeldte ret til sygedagpenge til og med kommunens afgørelse. Men ikke efter det tidspunkt.

Det betyder, at hvis udbetalingen har været administrativt forlænget, kan kommunen ikke fortsætte med at udbetale efter en gyldig afgørelse. Efter kommunens afgørelse er der nemlig ikke længere hjemmel i loven til at fortsætte med at betale sygedagpenge.

Standsningstidspunktet ved ophør midt i en forlængelse

Der er eksempler på, at kommunen har forlænget udbetalingen af sygedagpenge, men afgør at den skal stoppe midt i forlængelsesperioden. I de tilfælde skal udbetalingen stoppe på det tidspunkt, hvor kommunen afgør, at borgeren ikke længere opfylder betingelsen for den pågældende forlængelse eller en af de øvrige forlængelsesbetingelser.

Eksempel - gyldig afgørelse efter revurderingstidspunktet

Borgeren er sygemeldt, og første sygedag er den 1. juli 2016. Revurderingstidspunktet er den 31. januar 2017.

Den 6. februar 2017 afgør kommunen, at udbetalingen af sygedagpenge skal stoppe, og at borgeren får udbetalt sygedagpenge til og med den 8. februar 2017.  

Borgeren har kun ret til sygedagpenge til og med kommunens gyldige afgørelse af den 6. februar 2017, fordi der ikke længere er grundlag for at fortsætte udbetalingen efter denne dato.

Eksempel - gyldig afgørelse efter udløbet af en forlængelse

Borgeren er sygemeldt med første sygedag den 1. juli 2016. Revurderingstidspunktet er den 31. januar 2017. Kommunen forlænger efter revurderingstidspunktet udbetalingen af sygedagpenge. Det sker med henvisning til sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 2, om afklaring af arbejdsevnen.

Forlængelsesbestemmelsen udløber den 29. maj 2018. Den 31. maj 2018 afgør kommunen, at udbetalingen af sygedagpenge skal stoppe med virkning fra den 8. juni 2018.

Borgeren har kun ret til sygedagpenge til og med kommunens gyldige afgørelse af den 31. maj 2018. Forlængelsen er udløbet, og derfor er der ikke grundlag for at udbetale sygedagpenge efter kommunens afgørelse.

 

Sidst opdateret 01.06.2017