Reglerne om forældelse

Når en myndighed behandler sager om genoptagelse, skal den også overveje, om sagen er forældet.

En myndighed skal ved behandling af en sag om genoptagelse tage stilling til spørgsmålet om forældelse. Det skal ske efter reglerne i lov om forældelse af fordringer.

De enkelte månedlige udbetalinger af sygedagpenge forældes løbende efter 3 år.

Myndigheden skal afgøre spørgsmål om forældelse konkret i hver enkelt sag. Myndigheden skal i den forbindelse undersøge, om forældelsesfristen er blevet afbrudt (suspenderet).

Forældelsesfristen afbrydes foreløbigt, hvis en borger for eksempel klager over kommunens afgørelse.

Forældelsesfristen afbrydes endeligt, hvis borgeren indbringer sagen for domstolene.

Når myndigheden skal behandle spørgsmål om forældelse, skal den være opmærksom på, at borgeren kan have ret til sygedagpenge, men ikke kan få dem udbetalt, fordi kravet på udbetaling er forældet.

Principafgørelse om forældelse

Ankestyrelsen har i juni 2016 offentliggjort en principafgørelse om forældelse.

Se principafgørelsen om forældelse

Hvem skal behandle sagen?

Hvis kommunen sidst har truffet afgørelse i sagen, skal den tage stilling til, om sagen skal genoptages og afgøres på ny.

Er det Ankestyrelsen eller de tidligere beskæftigelsesankenævn, der sidst har truffet afgørelse, skal Ankestyrelsen vurdere, om sagen skal genoptages og afgøres på ny.

Hvis borgeren er flyttet, skal han eller hun henvende sig til den nuværende bopælskommune.

Sidst opdateret 07.06.2016