Nogle sager om stop for sygedagpenge med tilbagevirkende kraft skal afgøres på ny

En dom fra Højesteret betyder, at Ankestyrelsen ændrer praksis. Styrelsen og kommunerne skal nu på ny afgøre sager, hvor borgere har fået stoppet udbetaling af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.

Ankestyrelsen har offentliggjort en principafgørelse, der fastlægger en ny praksis efter en dom fra Højesteret.

Den nye praksis handler om tidspunktet for standsning af udbetaling af sygedagpenge. 

Når en borger har modtaget sygedagpenge i en tidsbegrænset periode, skal kommunen tage stilling til, om borgeren fortsat kan få udbetalt sygedagpenge eller skal tilbydes hjælp efter anden lovgivning.

Den nye praksis slår fast, at udbetalingen af sygedagpenge først må standses, når kommunen har lavet denne vurdering.

Kommunen må i denne type sager normalt ikke beslutte, at udbetalingen af sygedagpenge skal standses med tilbagevirkende kraft.

Læs Ankestyrelsens principafgørelse 75-15
(Den handler om sygedagpenge - Højesteretsdom - gyldig afgørelse - tilbagevirkende kraft - genoptagelse - forældelse - modregning).

Myndigheder skal tage stilling til sager

Efter dommen og praksisændringen skal kommunerne og Ankestyrelsen tage stilling til, om der er grundlag for at genoptage sager, hvor udbetalingen af sygedagpenge er standset med tilbagevirkende kraft ved revurderingstidspunktet (tidligere varighedsbegrænsningens udløb) eller ved udløbet af en af forlængelsesmulighederne.

Læs mere om revurdering og varighedsbegrænsning i faktaboksen nederst på siden. 

Det kan betyde, at borgere har ret til sygedagpenge i en længere periode, end de i første omgang har fået udbetalt for.  

Vurderingen af de gamle sager kan dog også betyde, at borgeren ikke har ret til sygedagpenge, selv om hans eller hendes sag er afgjort med tilbagevirkende kraft.

Det kan for eksempel være, hvis borgeren var begyndt at arbejde igen.

Genoptagelsen kan føre til:

  • at afgørelsen bliver ændret
  • at afgørelsen bliver fastholdt, eventuelt med en ændret begrundelse, hvis udbetalingen kunne ophøre med tilbagevirkende kraft.

Læs også:

Mere information

Hvem skal borgeren henvende sig til?

Reglerne om forældelse

Der kan blive modregnet

Spørgsmål og svar

Læs mere

Forstå de vigtigste begreber

Borgere kan kun få udbetalt sygedagpenge i en begrænset periode. 

Ifølge den tidligere praksis kunne en kommune afgøre at stoppe sygedagpenge bagud i tid. Udgangspunktet var, at den begrænsede periode, der i dag er 22 uger (tidligere 52 uger), automatisk skulle gælde.

Den nye praksis slår fast, at borgeren har ret til sygedagpenge, indtil kommunen træffer en afgørelse. Også selv om borgeren så har modtaget sygedagpenge i længere tid end de 22 uger. Der kan dog være undtagelser - for eksempel hvis borgeren er kommet i arbejde.

 

Det handler om "revurdering" og "tilbagevirkende kraft"

Revurdering eller varighedsbegrænsning er to ord, der betyder det samme.

Før lovændringen den 1. juli 2014 hed det "varighed" eller "varighedsbegrænsning". Det blev erstattet af "revurdering" ved lovændringen.

Begreberne handler om, hvad en kommune skal gøre, når en borger har modtaget sygedagpenge i en begrænset periode.

Når perioden er ved at være forbi, skal kommunen tage stilling til (revurdere), om borgeren fortsat kan få udbetalt sygedagpenge, eller om han eller hun skal tilbydes hjælp efter en anden lovgivning, 

Revurderingen skal ske, før tidsbegrænsningen indtræder. Det er altså inden, der er gået 22 uger (tidligere 52 uger). Derfor kaldes begrebet revurderingstidspunkt eller før den 1. juli 2014 varighedsbegrænsningen. 

Kommunen skal vurdere, om borgeren opfylder en eller flere af betingelserne for at få sygedagpengeperioden forlænget. 

Opfylder borgeren ikke betingelserne, skal kommunen tage stilling til hvilken hjælp, der så skal sættes i stedet for sygedagpenge. Det kan for eksempel være et jobafklaringsforløb.

Tilbagevirkende kraft betyder, at en myndighed afgør, at en udbetaling skal standses, og at det skal have virkning før datoen for afgørelsen. 

Sidst opdateret 16.03.2016