Artikel: Tre praksisundersøgelser om sanktioner

Kommunerne bruger sanktionsreglerne over for modtagere af kontant- eller uddannelseshjælp meget forskelligt.

Af specialkonsulent Hanne Korse

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet, Nyt fra Ankestyrelsen nr. 1, marts 2016.

Den første af tre praksisundersøgelser om kommunernes brug af sanktioner over for modtagere af kontant- eller uddannelseshjælp blev offentliggjort i september 2015.

I denne praksisundersøgelse har Ankestyrelsen vurderet 99 sager – i 47 af sagerne var kommunernes afgørelse overordnet rigtig. Af de resterende 52 sager har vi i halvdelen af sagerne ikke haft oplysninger nok til at vurdere, om afgørelserne er rigtige eller ej.

Et af formålene med undersøgelserne er at give kommunerne et redskab, de kan bruge i arbejdet med at forbedre sagsbehandlingen. Derfor vil vi i denne korte gennemgang særligt pege på de steder, hvor kommunerne kan blive bedre.

Undersøgelsen havde især fokus på, om

  • sanktionen er givet på et korrekt grundlag
  • vejledningspligten er overholdt
  • kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med personen, før den giver en sanktion til en aktivitetsparat uddannelses- eller kontanthjælpsmodtager. Kommunen skal nemlig vurdere, om der var en rimelig grund til udeblivelsen.

Er sanktionen givet på et korrekt grundlag?

I 19 ud af 99 undersøgte sager fandt vi, at kommunens afgørelse ikke var truffet på et korrekt grundlag.

Manglende partshøring

I 11 sager havde kommunen undladt at partshøre borgeren. 

Da vi ikke kender borgerens begrundelse for at udeblive fra tilbuddet, kan vi ikke vurdere, hvor mange af disse sager, der ville blive ændret, hvis der var blevet klaget over afgørelsen til Ankestyrelsen.

Øvrige fejl

I 4 sager havde kommunen truffet afgørelse efter en forkert sanktionsbestemmelse. Det er for eksempel ved at bruge aktivlovens § 36 i tilfælde, hvor borgeren skulle være sanktioneret efter aktivlovens § 39, stk. 1, nr. 3.

Aktivlovens § 36 handler om udeblivelse fra tilbud uden rimelig grund. Aktivlovens § 39, stk. 1, nr. 3 bruges, når borgeren undlader at melde afbud på grund af sygdom.

I 3 sager var Ankestyrelsen uenig i kommunens vurdering af, at borgeren ikke havde en rimelig grund til at udeblive fra sit tilbud.

I 1 sag havde kommunen sanktioneret borgeren for flere dage, end der var grundlag for.

I disse 8 sager ville kommunens afgørelse blive ændret, hvis der var blevet klager over den til Ankestyrelsen.

Er vejledningspligten overholdt?

I 7 af de 99 undersøgte sager havde kommunerne ikke overholdt vejledningspligten.

I de sager havde kommunen ikke overholdt alle krav i aktivlovens § 35, stk. 1, om, at

  • borgeren samtidig med henvisningen til arbejde, afgivelsen af tilbud, indkaldelsen til samtale m.v.
  • skriftligt har informeret ansøgeren eller modtageren af hjælp om
  • konsekvensen for hjælpen, hvis en person uden rimelig grund afslår arbejdet, afviser eller udebliver fra tilbuddet, ikke møder til samtalen m.v.,
  • og om, hvilke skridt en person, der afslår m.v., skal tage for igen at blive berettiget til hjælp.

I disse 7 sager ville kommunens afgørelse blive ændret, hvis der var blevet klaget over den til Ankestyrelsen.

Har kommunen udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med personen?

Undersøgelsen omfattede i alt 31 sager, hvor borgeren var aktivitetsparat.

I 10 af disse sager fandt vi, at kommunen ikke havde overholdt reglen i aktivlovens § 35, stk. 5. Reglen siger, at kommunen skulle have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med personen før afgørelsen.

Problemet i disse sager var, at man fra kommunernes side ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme på, at der skal foretages en konkret vurdering af, hvad der er en rimelig mulighed i hver sag. Det, der er tilstrækkeligt til at opfylde kravet i én sag, er måske ikke tilstrækkeligt i en anden sag.

I alle de 10 sager ville kommunens afgørelse blive ændret eller hjemvist, hvis Ankestyrelsen havde afgjort en klage over kommunens afgørelse.

Læs Ankestyrelsens praksisundersøgelse om kommunernes anvendelse af sanktioner

Principielle afgørelser om sanktioner

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har efterfølgende truffet to principafgørelser på området. De handler om kommunernes pligt til at udtømme alle rimelige muligheder for personlig kontakt med borgere, der er aktivitetsparate, før der træffes afgørelse om sanktion.

Ankestyrelsens principafgørelse 88-14 om kontanthjælp - uddannelseshjælp - sanktioner - rimelig grund - personlig kontakt

Ankestyrelsens principafgørelse 39-15 om kontanthjælp og uddannelseshjælp - sanktioner - personlig kontakt

Den næste praksisundersøgelse om sanktioner

I den næste af de i alt tre praksisundersøgelse om sanktioner vil fokus igen blive rettet imod den særlige regel om personlig kontakt – altså, at kommunen skal kontakte aktivitetsparate borgere, før den afgør borgerens sag.

Vi forventer, at praksisundersøgelsen er afsluttet i maj 2016.

Desuden vil praksisundersøgelsen se på kommunernes anvendelse af § 40a.

Endelig vil kommunernes anvendelse af § 39, nr. 7 og nr. 8 blive undersøgt.

§ 40a fastslår, at en person, der er uddannelses- eller jobparat, mister retten til hjælp i en periode på op til tre måneder, hvis personen gentagne gange uden rimelig grund har undladt at opfylde sin pligt til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v. og kommunen konkret vurderer, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed.

§ 39, nr. 7 og nr. 8 handler om nedsættelse af hjælpen i tilfælde, hvor personen uden rimelig grund har undladt at overholde aftaler om jobsøgning, eller uden rimelig grund har undladt at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet inden for den frist, som kommunen har fastsat.

 

Sidst opdateret 08.03.2016