Artikel: To principafgørelser skal ensrette kommunernes praksis om feriegodtgørelse

Det handler om, hvordan feriegodtgørelse efter ferielovgivningen skal trækkes fra i uddannelses- eller kontanthjælpen.

Af specialkonsulent Kristine Drisdal Hansen og fuldmægtig Yasaman Mesri

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nr. 7, november/december 2015.

Feriegodtgørelse efter ferielovgivningen skal trækkes fra borgernes hjælp, når de holder ferie. Fradraget skal svare til hjælpen for det antal dage, som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække. Det står i lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) § 32.

Det er meget forskelligt, hvordan kommunerne tolker bestemmelsen: I nogle kommuner bruges den for eksempel kun, hvis borgeren holder ferie efter aftale med kommunen. Andre kommuner bruger bestemmelsen, også selvom ferien ikke er aftalt.

To principafgørelser ensretter

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har truffet to principafgørelser for at ensrette kommunernes praksis.

Afgørelserne belyser, i hvilke tilfælde fradraget for feriegodtgørelsen skal ske krone for krone i stedet for dag for dag.

Afgørelserne belyser også, hvordan feriegodtgørelsen skal trækkes fra, både når fradraget skal ske dag for dag, og når fradraget skal ske krone for krone.

Feriedage omregnes til kalenderdage

Feriegodtgørelse skal som udgangspunkt trækkes fra med det antal dage, som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække. Praksis siger, at det er antallet af kalenderdage, som ferien reelt strækker sig over.  Det vil sige, at borgerens feriedage omregnes til kalenderdage.

Problemet er imidlertid, at der i aktivloven ikke findes en udtrykkelig hjemmel til at omregne borgerens feriedage til kalenderdage.

I principafgørelse 68-15 slår vi derfor den gældende praksis fast ved at understrege, at antallet af feriedage skal omregnes til kalenderdage.

Begrundelsen er, at ferie efter ferieloven skal holdes med fem dage om ugen.  Det vil sige, at lørdag og søndag ikke indgår i beregningen af ferieugen.

I modsætning hertil udbetales uddannelses- og kontanthjælp som et månedligt beløb og dækker dermed alle syv kalenderdage i en uge, herunder også lørdag og søndag.

Det betyder, at fem feriedage, som er optjent efter ferieloven, svarer til en uges ferie og dermed til syv dages uddannelses- eller kontanthjælp.

Der er altså tale om to forskellige systemer, som opererer med to forskellige beregningsgrundlag. Derfor er der behov for en omregning fra det ene system til det andet.

Eksempel

I den konkrete sag var der tale om en borger, som havde ansøgt om udbetaling af feriegodtgørelse for 25 feriedage med feriestart den 2. februar 2015. De 25 feriedage var optjent i en 5-dages-uge og svarede dermed til 5 ugers ferie. Ved vurderingen af, hvor mange dage feriegodtgørelsen var bestemt til at dække, skulle feriedagene derfor omregnes til 35 kalenderdage.

Fradraget skal ske krone for krone, når ferien ikke holdes

Feriegodtgørelse er en indtægt, som skal trækkes fra i uddannelses- eller kontanthjælpen.

Indtægter skal som hovedregel trækkes fra krone for krone i hjælpen for den måned, hvor indtægterne bliver udbetalt.

Som en undtagelse skal feriegodtgørelse efter aktivlovens § 32 trækkes fra med det antal dage, som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække.  Det kan dog kun ske, hvis ferien holdes.

Det vil sige, at fradraget for feriegodtgørelsen skal ske dag for dag, men ikke, hvis feriegodtgørelsen udbetales, uden at borgeren holder ferien. I det tilfælde skal den udbetalte feriegodtgørelse i stedet trækkes krone for krone i hjælpen for den måned, hvor feriegodtgørelsen bliver udbetalt.

Ferien skal aftales med kommunen

En modtager af uddannelses- eller kontanthjælp har pligt til at stå til rådighed. Det fremgår af aktivloven.

En modtager af hjælp kan ikke stå til rådighed i aktivlovens forstand samtidig med, at han eller hun holder ferie efter ferielovgivningen.

Personer, der har pligt til at stå til rådighed og som har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse efter ferieloven, har ret til at afholde ferien

  • når jobcenteret får besked om det senest 14 dage før ferien og
  • der ikke i ferieperioden er indkaldt til møder, henvist til arbejde eller afgivet tilbud m.v., som den ledige har pligt til at deltage i.

(§ 40, stk. 2 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats)

Hvis der er mindre end 14 dage til ferien, kan jobcenteret godkende ferien. Men det kræver, at afholdelsen ikke modvirker beskæftigelsesindsatsen for den ledige.

Borgeren skal altså have aftalt med kommunen, at han eller hun ikke skal stå til rådighed i en periode, der svarer til feriens længde. Ellers kan kommunen ikke anse ferien for afholdt.

Af disse grunde fastslår vi i principafgørelse 67-15, at en borger ikke kan anses for at holde ferie, hvis feriens placering ikke er aftalt med kommunen. Den udbetalte feriegodtgørelse skal derfor trækkes fra krone for krone i hjælpen for den måned, hvor feriegodtgørelsen er udbetalt.

Eksempel

I en konkret sag havde borgeren ansøgt om udbetaling af feriegodtgørelse i forbindelse med en tvungen ferie fra sit aktiveringssted.

I denne sag havde kommunens ydelseskontor oplyst borgeren om, at ferien skulle aftales med jobcentret. Det havde borgeren ikke gjort. Det betyder, at borgeren ikke var fritaget for sin rådighedspligt. Borgeren kunne derfor ikke anses for at holde ferie i det antal dage, som feriegodtgørelsen var bestemt til at dække.

Derfor fastslog Beskæftigelsesudvalget, at feriegodtgørelsen skulle fradrages krone for krone i den måned, hvor feriegodtgørelsen var blevet udbetalt.

Det faktiske beløb skal trækkes fra

Når en modtager af hjælp får udbetalt feriegodtgørelse, udbetales beløbet som regel som et nettobeløb – altså fratrukket skat.

Det skyldes, at beskatningen af feriegodtgørelsen sker løbende i det år, hvor feriegodtgørelsen bliver optjent.

Denne tidsmæssige forskydning af skattebetalingen har i nogle kommuner medført en praksis om, at feriegodtgørelse gøres til et bruttobeløb, når feriegodtgørelsen skal fratrækkes krone for krone. På den måde bliver det beløb, der skal fratrækkes højere. Ankestyrelsen præciserer ved principafgørelse 67-15, at dette ikke er korrekt praksis.

I principafgørelse 67-15 slår vi fast, at når fradraget for feriegodtgørelse skal ske krone for krone, skal fradraget ske med det beløb, der kommer til udbetaling – altså nettobeløbet.

Principafgørelsen er et supplement til principafgørelse O-130-96. Her blev det fastslået, at der skal ske fradrag i bruttokontanthjælpen for eventuelle indtægter med de faktiske beløb. Det er uafhængigt af, hvordan indtægterne bliver behandlet skattemæssigt.

I principafgørelsen sammenholdes dette princip med principafgørelse 107-12. Her fremgår det, at indtægter skal trækkes fra i den måned, hvor indtægterne kommer til udbetaling.

Af de to principafgørelser kan tilsammen udledes, at en indtægt skal fradrages med det faktiske beløb, der kommer til udbetaling i den måned, hvor indtægten udbetales.

Det vil sige, at hvis en indtægt er udbetalt som et bruttobeløb i den måned, hvor indtægten skal trækkes fra, er det bruttobeløbet, der skal fradrages.

Hvis indtægten derimod, ligesom feriegodtgørelse, er udbetalt som et nettobeløb, er det nettobeløbet, der skal fradrages.

Eksempel

I en konkret sag havde borgeren fået udbetalt netto kr. 1.395 i feriegodtgørelse for en allerede afholdt ferie, før borgeren blev bevilget uddannelseshjælp. Derfor kunne reglen i aktivlovens § 32 ikke finde anvendelse, og den udbetalte feriegodtgørelse skulle trækkes fra krone for krone.

Fradraget skulle ske med det faktiske beløb, der var kommet til udbetaling i udbetalingsmåneden.

Det vil sige, at der skulle ske fradrag med kr. 1.395 i bruttohjælpen for den måned, hvor feriegodtgørelsen var kommet til udbetaling.

Ankestyrelsens principafgørelse 67-15 om uddannelseshjælp og kontanthjælp - indtægter - fradrag for feriegodtgørelse - aftale om feriens placering - krone for krone - beregning af fradragets størrelse

Ankestyrelsens principafgørelse 68-15 om uddannelseshjælp og kontanthjælp - fradrag for feriegodtgørelse - omregning af feriedage

Søg andre principafgørelser

Sidst opdateret 27.11.2015