Gå til indhold

Artikel: Hvornår skal kommunen tilbyde ressourceforløb?

De borgere, der skal have ressourceforløb for at blive hjulpet videre i livet, har ofte brug for omfattende støtte. For mange vil ét ressourceforløb ikke være nok.

Af souschef Marianne Sinding

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nummer 5, 2017. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter september 2017.

I en principafgørelse har Ankestyrelsen behandlet skillelinjen mellem almindelige beskæftigelsesrettede tilbud – for eksempel på kontanthjælp - og ressourceforløb.

Fokus på ressourcer

Det gælder for ressourceforløbet, at borgerens problemer skal være komplekse, og at indsatsen skal have fokus på borgerens ressourcer, og hvordan de kan blive udviklet.

Der vil være tilfælde, hvor en borger, for eksempel i det første ressourceforløb, har fået både social og sundhedsfaglig støtte. Der er måske ikke umiddelbart udsigt til, at mere støtte af samme slags – for eksempel hjælp i hjemmet, smertehåndtering eller helbredsmæssig behandling - kan hjælpe mere. Alligevel kan det ud fra en samlet vurdering være det rigtige at give endnu et ressourceforløb, fordi borgeren stadig har tværgående og komplekse problemer. De tværgående indsatser kan i denne situation for eksempel være motiverende indsatser.

Motiverende indsats

Indsatsen i et ressourceforløb skal være tværfaglig og sammenhængende. Tværgående indsatser kan også være motiverende indsatser til en person, der har mistet motivationen for at udvikle arbejdsevnen.

I de tilfælde kan kommunen godt give et ressourceforløb, selv om borgeren ikke umiddelbart selv tror, at det kan hjælpe.

Principafgørelsens sager

I den første sag havde borgeren kroniske rygsmerter. Han havde ikke været i ressourceforløb før. Han havde fået smertebehandling og havde været på kursus i håndtering af smerte. Han havde også været i et individuelt tilrettelagt forløb med bl.a. motion. Kommunens rehabiliteringsteam havde indstillet, og kommunen havde truffet afgørelse om, at borgeren skulle have tilbud om en almindelig beskæftigelsesrettet indsats. Og det havde kommunen så afgjort, at han skulle.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede imidlertid, at borgeren havde ret til et ressourceforløb, fordi der var behov for tværgående indsatser i form af motiverende samtaler hos en mentor eller konsulent og træning i arbejdsmæssige kompetencer.

I den anden sag havde borgeren kroniske smerter i hele kroppen, havde tidligere fået antidepressiv behandling og var for nylig blevet opereret for overvægt. Hun havde i forvejen været i et 2-årigt ressourceforløb. Kommunens rehabiliteringsteam havde indstillet, og kommunen havde afgjort, at der ikke var grundlag for at bevilge et nyt ressourceforløb.

Her vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg at borgeren havde ret til et nyt ressourceforløb. Udvalget vurderede også, at kommunen burde overveje at give borgeren motiverende samtaler hos en mentor eller konsulent i det nye ressourceforløb.  

Komplekse problemer

Det er en betingelse for at få ressourceforløb, at borgeren ud over ledighed har komplekse problemer, der ikke har kunnet løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats. Den slags problemer kræver et helhedsorienteret forløb med en kombination af tværgående indsatser. Det kan efter reglerne være en beskæftigelsesindsats og sociale eller sundhedsmæssige indsatser.

Desuden skal borgeren have fået offentlig forsørgelse i længere tid, have deltaget i beskæftigelsestilbud uden effekt eller have behov for en længerevarende indsats, før kommunen kan fastsætte et konkret beskæftigelsesmål.

Hvis personen er over 40 år, kan kommunen kun give et nyt ressourceforløb, hvis personen selv ønsker det.

Sanktioner kræver, at en række betingelser er opfyldt

Hvis personen under ressourceforløbet ikke medvirker i kommunens beskæftigelsesindsatser, skal kommunen overveje at bruge reglerne om sanktioner. Kommunen kan dog kun bruge de regler, når en række betingelser er opfyldt.

Ankestyrelsens principafgørelse 42-17 om ressourceforløb - komplekse problemer - målgruppe - indsatser

Regler og principafgørelser

Reglerne om ressourceforløb fremgår af § 68 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

Ankestyrelsen har også behandlet ressourceforløb i følgende principafgørelser:

Reglerne om sanktioner i ressourceforløbsydelsen fremgår af 
§§ 69 a-69 g i lov om aktiv socialpolitik og principafgørelse 46-17.

Bekendtgørelse af lov om aktiv socialpolitik

Ankestyrelsens principafgørelse 46-17 om jobafklaringsforløb - ressourceforløb - ressourceforløbsydelse - gentagne udeblivelser - sanktion – vejledning.

 

 

Sidst opdateret 17.11.2020

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring