Gå til indhold

Artikel: Veteraner og anerkendelse af psykiske skader som arbejdsskade

Siden 2014 har Ankestyrelsen behandlet 158 veteransager. Det er arbejdsskadesager for soldater, der er blevet psykiske syge efter at være sendt i krig for den danske stat.

Af chefkonsulent Michaela Vive Hillmann

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nr. 1, 2017. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter februar 2017. 

Tidligere blev veteranernes sager kun behandlet efter arbejdsskadesikringsloven og efter erhvervssygdomsfortegnelsen. Det betød, at mange veteraner fik afvist deres arbejdsskadesag. Sagerne blev afvist, fordi deres sygdom først udviklede sig senere end seks måneder efter, at de havde været udsat for en exceptionel og katastrofeagtig påvirkning.

Erhvervssygdomsfortegnelsen bliver ændret

Fortegnelsen over erhvervssygdomme er en liste over sygdomme og påvirkninger fra arbejdet, der kan give en bestemt sygdom. En sygdom kan anerkendes som en arbejdsskade, hvis den opstår efter, at en person har været udsat for påvirkninger, der står i fortegnelsen.

Fortegnelsen blev ændret i sommeren 2013. Der var kommet ny medicinsk viden på området om forsinket PTSD. Meningen var, at flere skulle have anerkendt deres sygdomme som arbejdsskader, men der var stadig mange veteraner, der ikke kunne få anerkendt sygdomsforløb og posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). 

Særlov

I 2014 vedtog Folketinget en særlov. Den betød, at det blev lettere for tidligere udsendte soldater at dokumentere PTSD.  

Særloven hedder ”Lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion”. Med den blev det muligt at få erstatning og godtgørelse, når:

  1. sygdommen ikke kan anerkendes som erhvervssygdom efter lov om arbejdsskadesikring
  2. begrundelsen for, at sygdommen ikke kan anerkendes efter lov om arbejdsskadesikring, er, at der mangler dokumentation for tidsmæssig sammenhæng mellem belastningen og sygdomsdebut, og
  3. en psykiatrisk speciallægeerklæring udstedt senere end 6 måneder efter belastningens ophør erklærer, at den undersøgte person lider af posttraumatisk belastningsreaktion. Og at sygdommen er opstået i tilknytning til og som følge af udsendelsen.

Sagerne i Ankestyrelsen

Ankestyrelsen har, siden loven blev vedtaget i april 2014, afgjort 158 sager på området.

Tabellen viser, at vi stadfæster de fleste af afgørelserne fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Her er Ankestyrelsen altså enig i afgørelsen.

I de hjemviste sager, hvor AES skulle se på sagen igen, var oplysningerne ikke tilstrækkelige til at afgøre sagen.

I de ændrede sager vurderede vi, at sygdommen var opstået i tilknytning til og som følge af udsendelsen. Og at der altså var tale om en arbejdsskade, der kunne give erstatning og godtgørelse.

Oprettelsesår i Ankestyrelsen

2014

2015

2016

Bortfald på grund af klageren

0

1

0

Hjemvisning

3

12

3

Stadfæstelse

13

75

45

Ændring/ophævelse

1

2

3

I alt

17

90

51

Omgørelsesprocent

24 %

16 %

12 %

Inden vi afgør sagerne på et ankemøde, spørger vi vores psykiatriske lægekonsulenter til råds. De er erfarne speciallæger, der er ansat i Ankestyrelsen ved siden af deres almindelige job. Vi har haft sagkyndige læger tilknyttet for at vejlede os om lægelige spørgsmål siden 1973, hvor Ankestyrelsen blev oprettet.

Lægekonsulenterne bidrager med deres lægefaglige kendskab og giver skriftlige lægeudtalelser i sagerne. Lægekonsulenterne skal altså ikke selv undersøge borgeren.

Lidt om PTSD og erhvervssygdomsfortegnelsen

Sygdommen posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) skal opfylde nogle kriterier for at blive anerkendt. Der er krav til

  • traumets karakter
  • reaktion og symptomer samt
  • hvornår symptomerne er opstået.

PTSD skal som udgangspunkt være konstateret senest seks måneder efter, belastningen er ophørt. I konkrete tilfælde kan vi dog se bort fra det krav:

Hos nogle personer er det først efter seks måneder, at man første gang kan identificere sygdommen fuldt ud, selvom vedkommende har haft reaktioner og symptomer. Denne form for PTSD kaldes ”forsinket PTSD”. Forsinket PTSD er sammen med den ”klassiske” PTSD på fortegnelsen over erhvervssygdomme (under punktet F.1.).

Hvis forsinket PTSD skal anerkendes efter fortegnelsen, skal veteranen inden for seks måneder have haft et eller flere symptomer på PTSD. Det er også et krav, at veteranen skal have udviklet PTSD i fuldt omfang inden for få år efter, at belastningen er stoppet.

Hvis en PTSD ikke opfylder kravene for at blive anerkendt efter fortegnelsen, er der stadig en mulighed for anerkendelse. Det kræver, at sagen bliver forelagt for Erhvervssygdomsudvalget. Det vil være en mulighed i to tilfælde:

  1. hvis sygdommen optræder helt uden symptomer i de første seks måneder, men er fuldt ud til stede efter få år
  2. hvis symptomerne opstår indenfor seks måneder, men hvor sygdommen først er udviklet i fuldt omfang på et senere tidspunkt (end efter få år). Her vil det have betydning, hvor lang tid der går, inden sygdommen udvikler sig.

De præcise diagnosekriterier kan ses i WHO’s internationale sygdomsklassifikation nr. 10 (ICD-10).

Andre psykiske sygdomme

Depression efter krigsdeltagelse er nu også kommet på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Det drejer sig dog kun om depression efter krigsdeltagelse, hvor der har været traumatiske begivenheder og/eller situationer af kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur.

Hvis veteraner får andre psykiske sygdomme efter at have været udsendt i krig, kan sagen, efter en konkret vurdering, forelægges for Erhvervssygdomsudvalget.

Fortsat klager i veteransager

Ankestyrelsen modtager stadig veteransager. I øjeblikket venter cirka ti sager på en afgørelse.

Erhvervssygdomsfortegnelsen gælder i øvrigt for alle, der søger om at få anerkendt en arbejdsskade.

Særloven gælder ikke kun for udsendte soldater, men for alle statsansatte, der har været udsendt til krigszoner.

 

Sidst opdateret 07.05.2021

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring