Læs først de generelle spørgsmål til sager i Ankestyrelsen
Hvad er en Principafgørelse?
Ankestyrelsens Principafgørelser er en bindende retskilde for de myndigheder, der træffer afgørelser på det sociale og beskæftigelsesmæssige lovområde.
Læs mere om Ankestyrelsens Principafgørelser
Behandler I alle sager, som principelle sager?
Nej, vi får mange klager over afgørelser truffet i de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene i statsforvaltningerne, som vi ikke kan behandle, da sagerne ikke er principielle.
Derfor må vi afvise mange klagesager.
Skal jeg så lade være med at klage?
Nej, du skal ikke holde dig tilbage, hvis du gerne vil klage. Vi behandler alle klager, og du modtager et brev fra os, hvis vi ikke kan behandle sagen.
Hvad sker der, hvis I afviser min klage?
Du skal følge den afgørelse, som nævnet har truffet i din sag. Vores afgørelse er endelig, og du kan ikke klage til andre.
Hvornår kan jeg forvente en afgørelse, hvis min sag kan behandles?
Sagerne bliver behandlet så hurtigt som muligt.
Hvis vi ikke når at afgøre sagen inden for den frist, du har fået oplyst i dit bekræftelsesbrev, modtager du et brev, med oplysning om en ny frist for, hvornår vi forventer at have afgjort din sag.
Se de gennemsnitlige sagsbehandlingstider
Offentliggør I jeres principielle afgørelser?
Ja, vi offentliggør afgørelser i anonymiseret form, som har principiel eller generel betydning.
Ankestyrelsens Principafgørelser udsendes på mail til alle, der har tegnet et gratis abonnement og offentliggøres i vores database over Principafgørelser.
Se databasen over Principafgørelser
Bliver jeg orienteret, hvis der bliver udsendt en Principafgørelse om min sag?
Nej, de involverede parter i sagen bliver ikke informeret om, at afgørelsen i deres sag bliver offentliggjort. Vi offentliggør den i anonymiseret form som en Principafgørelse og derved en retskilde.
Det er Ankestyrelsen selv, der vurderer om sagen er en principiel sag, og derved kan blive en Principafgørelse.
Hvordan vurderer Ankestyrelsen om en sag er principiel eller generel?
Begrebet "principiel eller generel" findes i retssikkerhedslovens § 55, stk. 2 nr. 1.
Sondringen mellem om en sag er principiel eller generel er ikke skarp, men har flydende overgange.
Retningslinjerne for vurderingen findes som udgangspunkt i forarbejderne til lov nr. 196 af 25. maj 1983, hvor klageadgangen til Ankestyrelsen blev begrænset til principielle sager.
Overordnet kan man sige, at sagen skal være så generel, at den kan bruges som vejledning i lignende sager.
At afgørelsen har stor og væsentlig betydning for den involverede borger kan ikke alene gøre en sag principiel og derved blive behandlet i Ankestyrelsen. Tilsvarende, hvis sagen alene drejer sig om en konkret bevisbedømmelse.
En sag er f.eks. principiel, hvis:
-
Den omfatter forhold - typisk fortolkningsspørgsmål - Ankestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til, herunder spørgsmål i forbindelse med nye regler.
-
Den vedrører spørgsmål, hvor ændrede samfundsforhold eller ændrede holdninger i befolkningen skaber behov for at tage ældre praksis op til fornyet vurdering.
-
Den i øvrigt berører et område, hvor Ankestyrelsen finder, der er behov for at ændre praksis.
En sag er f.eks. generel, hvis:
-
Ankestyrelsen finder den egnet til at udstikke retningslinier for et bestemt område.
-
Sagen viser betydelig forskel i retsopfattelsen lokalt eller regionalt.


