Ankestyrelsens logo
De 300 medarbejder i Ankestyrelsen behandler hvert år 20.000 klagesager fra borgere, kommuner og forsikringsselskaber. Foto: Ankestyrelsen

Hjælpere med fuldmagt

 

Efter forvaltningslovens § 8, stk. 1 kan du som part i en sag på et hvilket som helst tidspunkt under sagens behandling vælge at give fuldmagt til, at andre repræsenterer eller bistår dig. 

 

Det betyder, at hvis du har en person, for eksempel fra et fagforbund eller en privat støtteperson, som skal repræsentere dig eller som skal have andre rettigheder for eksempel at få læse akterne i din sag er det nødvendigt, at du giver en skriftlig fuldmagt til denne person.  

 

Det er dog som udgangspunkt ikke nødvendigt med en fuldmagt, hvis klagen er indgivet af en hjælper, for eksempel:

  • advokat
  • organisation
  • eller en anden, der typisk optræder som partsrepræsentant på Ankestyrelsens område.

To former for fuldmagter

Parten - den der har indgivet klage - kan vælge enten at overlade alle sine rettigheder (1) eller at overlade sine rettigheder i begrænset omfang til en fuldmagtshaver (2). 

 

1: Alle rettigheder

Parten giver alle partsbeføjelserne til fuldmagtshaveren i den verserende sag.

 

De mest væsentlige partsbeføjelser er:

  • Retten til at få aktindsigt efter Forvaltningsloven
  • Retten til at blive partshørt
  • Retten til at afgive udtalelse
  • Retten til at anmode om sagens udsættelse med henblik på afgivelse af udtalelse
  • Retten til at få kopi af afgørelse
  • Retten til at anke en afgørelse.

Betydning 

Hvis der er klaget af en partsrepræsentant får parten en bekræftelse på, at vi behandler sagen. Parten får også afgørelsen, men al yderligere korrespondance foregår mellem Ankestyrelsen og partsrepræsentanten.

 

Hvis der tilknyttes en partsrepræsentant efter, at sagen er optaget til behandling i Ankestyrelsen, får parten ligeledes afgørelsen, mens al anden korrespondance kommer til at foregå mellem Ankestyrelsen og partsrepræsentanten.

Du kan få blanketten her

 

Blanketten skal underskrives af den person, som giver fuldmagt.

 

2:  Begrænsede rettigheder

Parten giver begrænsede rettigheder til en anden.

 

Betydning 

Fuldmagten vil betyde, at vi kan sende kopi af akterne i sagen og kopi af afgørelsen til fuldmagtshaveren.

 

En fuldmagtshaver, som kun har begrænsede rettigheder, har imidlertid ikke ret til at komme med bemærkninger eller indsende oplysninger til Ankestyrelsen. Disse skal parten selv indsende.

 

Ankestyrelsen kan således kun acceptere, at enten parten eller en partsrepræsentant "fører sagen".

Du kan få blanketten her

 

Blanketten skal underskrives af den person, som giver fuldmagt.

 

Hvad er en bisidder

Ind i mellem bruges ordet bisidder. Ankestyrelsen opfatter betegnelsen således, at det er en støtteperson, der for eksempel:

  • hjælper en part med at skrive en klage
  • skriver under på klagen sammen med parten selv
  • deltager i et møde for at støtte parten.

Hvis en person ønsker, at en bisidder får rettigheder under sagens behandling, skal bisidderen have en af de to former for fuldmagter, der er beskrevet ovenfor.

 

Fuldmagt til en journalist eller et medie

Ankestyrelsen giver ikke personlige oplysninger i en sag til en journalist eller et medie, med mindre sagens parter har givet en fuldmagt specifikt til det pågældende medie.

 

Derfor kan vi som udgangspunkt ikke omtale, hvorvidt vi behandler en sag /  har afgjort en sag med en navngiven person uden en fuldmagt, da det er videregivelse af private oplysninger. Det er en privat sag, om man f.eks. søger erstatning i en arbejdsskadesag eller ens børn er anbragt.

 

I børnesager kan vi af hensyn til barnets behov være yderst tilbageholdende med at udtale os om en konkret sag, selvom forældrene har givet fuldmagt til en journalist.

 

Men vi udtaler os almindeligvis gerne overordnet om vores sagsområder.

Læs om vores krav til fuldmagter til journalister og medier

 

Sidst ændret: 5. juli 2012

 Læs mere

Send fuldmagt

Du kan sende en fuldmagt med posten eller maile indscannet form til Ankestyrelsen.

I begge tilfælde skal der være gyldig underskrift på fuldmagten.

 

Postadresse 

Ankestyrelsen 

Amaliegade 25

Postboks 9080

1022 København K

 

Mailadresse

ast@ast.dk

 

Indsæt venligst ordet "Fuldmagt" samt journalnummer i mailens titelfelt.

 

Fuldmagter til journalister

- Se vores krav til fuldmagter til journalister og medier

 

Send sikre mails

- Læs hvordan du kan sikre dine mails

 

- Læs hvordan vi behandler mails og breve til Ankestyrelsen 

 

Spørgsmål

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på ast@ast.dk eller tlf. 33 41 12 00, så vil omstillingen henvise dig til det kontor, som er relevant i netop din sag.

 

Kontakt et kontor eller sagsbehandler direkte

Du kan også se, hvilke kontorer der behandler, hvilke sager og derved direkte kontakte det kontor, som er relevant for din sag og dit spørgsmål

- Se diagram med links til alle kontorerne

 

Amaliegade 25 | Postboks 9080 | DK-1022 København K | e-mail: ast@ast.dk | Åbningstid: Man-fre kl. 9-15 | Tel: 33 41 12 00 | EAN nr. 57 98 000 35 48 21